Lars Jørgensen (1857–1945)

Mi’ Faer og Muer vaar fatde Folk aa soer i lejet Stej,

vi ejed kun en skimlet Kuh, vi græjset o æ Vej;

vi haajh da aa en enkelt Foer, som hver April fæk Laaem,

aa kom dæ tow, saa skywt mi’ Bror aa mæ dem mæ de’ saaem.

Saa haajh vi osse en Pa’ Høns, dæ gik aa taarred rundt,

i baade Framgul’ aa i Døns di haajh dje dawle Dont.

Men Kokk’ dem haajh vi ingen aa, aa de’ gik wal saa braw,

Knu’ Smejs kom rennen tille Maann aa trin’em for æ Daw.

Om Vinter gik vi hjemm, vi Knæjt, for vi sku’ go i Skuel,

saa knef ’et mæ aa fo æ Føh, for saaen no’ Svenn æ huel;

men swolt de’ haar vi ingensind’, vi fæk vo’ Smør o Brø’,

de’ ska’ ett sejes di gammel o, te vi haar lejn no’ Nø’.

Ner saa æ Storkk’ di knævred o æ gammel Præst’es Laajh,

saa sku’ vi Knæjt jo ur aa tien, aa vi vaar wal saa glaajh.

Vi vidst’ jo, te de’ fulle mæ for Fatdefolkets Bøhn,

at di sku’ tien for dawle Føh, ledt Uld aa saa ledt Løhn.

A hows ’et tyrle Daw i Daw, hvor Muer hun saa hænd i,

æ Skjaawt aa Trøjj sku’ vadskes ren, aa dæ bløw sy’ aa ri’.

Aa Stømpling skuld’ vi osse ha’ mæ Hjaater o æ Vrist;

saa bond’ hun olting i en Kleh aa klipped wos tesidst.

Ner saa vi skuld’ fra Hjemmen aa aa stoj aa sku’ astej,

saa tow mi’ Muer hind Tørkle’ o aa full wos o æ Vej.

Aa ner vi saa sku’ sej Faawal, saa tow hun te aa grær;

men hvæn en tænker rigde o, saa vaar ’et jott saa sær.

Vi tøtt’ no ett, de’ vaar saa slim’, te vi sku’ ur aa tien,

for di haaj noksaa manne Grør, æ Kyer vaar ett saa sien;

saa fæk vi aa no’ Humpler Flæsk ledt størr’ end dem derhjemm’

aa dued saa endda i Simp, som kradsed aa vaar slimm’.

Saa gik a Ager op aa nier aa skød æ Molskaar ur;

æ Moelwrampel vrødt jo saaen, en knap ku’ sætt’ en Fuer.

Aa de’ forstor sæ oli’ æ Foer, dem maatt’ en osse pass’,

en Ronwær haajh vi, dæ vild’ buhs, a howser, han hedt’ Mads.

Men sinhen ner æ Kyer kom ur, saa haajh en jo si’ Hyer,

di sku’ jo kaavles ur og ind, for vi holdt ’em i Tyer.

Aa somti’ tow di te aa behs aa løf saa i æ Kuen;

aa Jøsses, hvor en saa maatt’ renn i Stovver aa i Tuen!

Men hva’ dæ vaar de’ ollervæhst, vi haajh en Boll saa stuer,

en Søndemaann, han skuld’ o Græjs, han renn vor Kaael te’ Jurd.

Men sinn saa passed a ham sjæll, endda han broel aa vrødt;

men a haaj skoen en sture Rautt aa lo’ mæ ett forknøtt’.

En enkelt Gaang saa fæk en Lov aa løef en Gryssen hjem,

saa læbbet Muer mi’ Dawlebows aa andt, som a tow frem.

Æ Førre maatt’a ha’ i Vadsk, di revned hiel aa Skidt;

aa a maatt’ ha’ mi’ Hoer tan aa for Renlehie saa tidt.

Ner saa æ Ætteror fold’ ind, saa gik æ Kyer jo løs,

aa somti’ vaar ’et gue Vejr, men somti’ aa a frøs.

Aa regned’ ’et, saa stølped a mi’ Bows op te æ Æhn,

saa bløw di knap saa gennemvur, aa noksaa let en rehn.

Saa bløw æ Kyer da stolded’ ind, aa a rejst’ hjem igjen,

aa saaen glaej da mi’ Baandomsti’ mæ Ræwt aa Sle sæ hen.

Tesidst saa bløw en komfemir aa fæk en Hielorsplads,

aa saa bløw Hjemmets Døre lot, en haajh sæ sjel aa pass’.

A hover o, den Daw sku’ kom for Fatdefolkets Bøhn,

te di ka’ fo en Baaendomsti’, di ett ska’ slef for Løhn;

saa di ka’ fo no’ Tie te Leær te Gavn i ol dje Lyw

aa fo no’ Ligen aa no’ Saang aa baanle Tidsfordryw.

Vi fôr wal nok di Dovenkropp’ saatt’ ind te Sih engaang;

de’ passer ett, te nowr ska’ swolt aa løw i baare Traang.

Vorherr’ haa’ skaft wos oli’ tehof’, de’ ka’ en Dosmer sie,

aa dæfor haar di osse Ret, der kræwer Liglehie.

— Di svond’ som Drømm’ i Tidens Hav di manne Herrens Oer,

fraa da a som en lille Purk maatt’ fløtt’ di an’res Foer;

men bløw si’ Vug’ i Lywets Gry saat ind i fatde Stow,

saa leær di mæ, en sjælden fdr den firest Jord aa plow.