Kranset af Banker, af Aaen og Eng
milevidt bugter sig Mosen og Kæret.
Landskabet toner fra Mindernes Streng,
Toner, der har mig for evig besnæret!
Glemt under Tidernes hærgende Haand
ligger det klædt som i urgamle Dage,
spinder fra Fortid til Nutid et Baand,
taler til Barnet om Fædrenes Saga.
Fænneme, hegned’ med Grøfter og Led,
ligger indrammed’ som Ruder i Karmen.
Foldene staar paa det lætomme Sted
vejrbidt’ og pjusked’ af Vindenes Larmen.
Klynger af Kvier og Kalve og Kø’r
sjappende snøfter i Søler og Sumpe.
Hvide og sorte og rød i Kulør
kobles de sammen, som bedst det kan slumpe.
Studene strider i Mosernes Muld,
Strygeren pøser, og Drengene jager.
Slammen den flyver om Horn og om Puld,
stivner paa Hatten og Halen til Kager.
Hjorddrengen tøjrer den smudsige Stud,
naar den har Dyndet tilstrækkeligt æltet.
Klynerne trilles paa Sletterne ud,
ligger som Vafler af Formerne vælted’.
Viben, hun dukker sin keglede Top,
glider, som gled hun paa rullende Skøjter.
Stumpede Unger i sluttende Trop
rundt mellem Katteskægstotterne føjter.
Druknet i Himmelens dybeste Blaa
høres en Horsegøgs Stemme at snærre.
Da jeg var lille, jeg gættede paa,
Røsten direkte kom ned fra Vorherre.
Vildænder rapper i Rørenes Skjul,
Snæpper forsvinder paa Engene lave,
Storkene vadende sanker sig Sul,
Frøerne kvækker mod Aften i Grave.
Hjejlerne fløjter fra Tuernes Top,
Kukkeren galer paa Stubbe og Stolper,
Myggene piner en Stud i Galop,
Sangfugle kvidrer paa vippende Kolber.
Luften er krydret med Aande fra Grøft,
nylagte Tørv og fra mudrede Huller.
Dirrende Sommer gaar henover Kløft;
Kviernes Brøl over Sletterne ruller.
Tiderne trækker med Glemselens Plov
henover Moser og Hedernes Grave,
sætter som Bauta en Fyrretræsskov,
kornfyldte Agre og Huse med Have.
— Herlige Mose i Mindernes Hi,
du er den samme, du altid har været!
Lokkende toner dit Livs Trylleri,
Toner, der har mig for evig besnæret!