Der stod i Faders Huggehus en Tællebænk saa gammel;
den stod paa fire skæve Ben omflydt af alskens Skrammel.
Paa denne Bænk blev snittet ud mit Brød i Barndomstiden.
Dens Blomst i Livets Mindekrans er aldrig visnet siden.
Og Fader red sin Ganger tro fra Morgenstund til Aften;
saà sled de sammen mange Aar til begge misted Kraften.
Imellem Faders Støn i Slid flød Tællebænkens Knagen;
der var i Tonen Melodi og Sammenspil i Sagen.
En sorgløs Tid er længst forbi i Pagt med Far og Bænken,
og Haaret graanet er saa smaat i Livets Slid og Tænken;
men det kan hænde mig endnu, naar Hvile følger Dagen,
jeg hører end min Faders Støn og Tællebænkens Klagen.
Der staar en Sten paa Faders Grav til Ære og til Minde;
den gamle Bænk vel sagtens ej er mere til at finde;
men som en Skygge følger Fod ad solbeskinned’ Veje,
saà følger Barndomsmindet mig til Livets sidste Eje.