Dybsindig spanker han, den gamle Degn,
og Klodsens Hæl slaar Klap, naar Foden løftes.
Saavel i Skolen som i By og Egn
hans Ord er Lov og kun bag Ryg tør drøftes.
Hør, selve Gulvet sig i Vaande klager
for hvert et Fjed, hans Selvbevidsthed tager.
Hans Vadmelskofte slaar paa Ryggen Fold,
det er en Arv fra Byens bedste Skrædder.
I Skødets Bagdel poser ud en Knold,
der sidder Tampen skjult som en Forræder.
Og som Forbryd’ren rundt om Stedet vanker:
det Punkt i Koften samler mine Tanker.
Den sidste Tid i Skolen ind har bragt
en Mode, daarlig som de allerfleste:
Hver Purk, som ej vil mødes med Foragt,
sit Navn i Skolens sorte Bord skal riste.
Skønt Tampen dagligt synger efter Noden,
som Hagl i Bygen fremad vandrer Moden.
Jeg vakled længe mellem frygtet Tamp
og Kammeraters Spotten om Kujoner.
Selv Moders Dyner helt er fyldt med Kamp
og Sus af Slag og høje Klagetoner.
Men nu staar Navnet snittet, sirligt nøje,
som Guld paa mørke Bund — et Syn for Øje.
Nu sidder Purkene paa Bænk i Rad
og hamrer løs paa Saul og Joseph’s Kone.
Jeg er med Urtidsfolket ligeglad
og har kun Tanke for, hvad jeg skal sone;
men for at trække Tiden ud — med Snille
jeg dækker Navnet til med „Luthers lille”.
Men just som Degnen standser ved min Plads,
den tykke Hans tilfældigt fjærner Bogen;
hvad har saa hjulpet al min Flid og Mas,
den Dreng, han var og blev saa dum som nogen.
Nu ved jeg Gangen, hele Kroppen dirrer,
mens Degnens Tordnen om mit Øre svirrer.
Jeg mærker Fingre i min Pandelok,
mit arme Legem trækkes over Navnet;
jeg ser, at Haanden — mer end hidsigt nok —
alt graver dybt, hvor Tampen den er havnet.
De dumpe Slag, som gennem Stuen lyder,
kun overdøves af min Stemmes Dyder.
Nu er det gjort, men længe Dønning gaar
med Hik og Suk og Taarevejes Visken;
at Helten blev Kujon, jeg vel forstaar,
jeg kan det høre gennem Rækkers Tisken.
Min Haand den søger Sæde, Ryg og Flanker,
de Steder synes samle alle Tanker.
Men gennem Taaren flimrer som et Lys
et sirligt Navn til Fryd for Efterslægter;
hvad det har kostet mindes kun med Gys;
men det er mit, det tror jeg, ingen nægter.
Naar Smerten vandrer bort ad Glemsels Veje,
staar „L” og „I”et som mit rette Eje.
Men vær ej vred, du gamle Bussemand,
du staar imellem Livets bedste Minder;
du er spændt ind i dette Lykkespand,
hvis Tømme gribes fast, naar Timen rinder.
Skænk mig en Dag med Barnets Leg og Tanker,
jeg skal i Tilgift tage, hvad der vanker!