Hvor de hvasse Vinde,
Sus fra Lille Bælt,
favner rejste Minde
over smuldret Helt,
vælger jeg mit Stade,
henter Tanken hjem,
graver gulned Blade
mellem Nuets frem.
Julesneen dækker
Slagmark vinterhvid,
der hvor vilde Rækker
dræbte Bror i Strid.
Tusind unge Øjne
brustne blev i Fald;
Livets dumme Løgne
øved her sit Kald!
Ungdomskraften gøder
nu den danske Jord;
gennem Kærnen gløder
Blodet af din Bror.
Mødres tusind Taarer,
Fjendens, Vens i Flæng,
fylder Ormens Aarer,
væder Sønnens Seng.
Er det Straa, jeg træder,
gro’t i Broderblod?
Faldt han her med Hæder,
ungdomsfrisk og god?
Laa han hist bag Dækket
i sit Smertensraab,
fik han evigt knækket
her sit Fremtidshaab?
Vender jeg saa Blikket
mod den lave By,
ser jeg Graven rigget
til med Bøgely.
Og hvor Grenen gynger
over Broders Bryst,
Nutids Hæder synger
med en Urtids Røst.
Østenvinden jager
kold paa Sletten frem.
Tunge Skyer drager
over dødes Hjem.
Sølverhvide Kamme
slaar mod leret Kyst.
Livet øver samme
Evighedens Dyst.
Over Kloden farer
Løgnen med sin Le.
Sløvhed staar i Skarer,
kan og vil ej se.
Gridskhed sætter Retten,
Raahed holder Dom.
— Broder mød paa Sletten,
der maa bygges Bom!