Læs Historien, du Bonde,
tvæt dog Skammen af, vi bar!
Fortids Skændsel burde kunne
tvinge dig i Harnisk svar.
Hvor er Hævnen, hvor er Harmen
over det, som Fædre led?
Bærer Ætling da i Barmen
Trællens træge Blodløb ned?
O du Bonde, husk dog Ridtet
paa den skarpe Hesteryg,
Trællens Slid paa Hovmarks-ager,
Piskesnærtens hvasse Stryg!
Er da Hundehullets Mørke
glemt for Medbørs klare Lys,
fylder fugtig’, mugne Dunster
ej dit Indre end med Gys?
Kan du glemme Stammemoders
tvungne Søvn i Brudenat,
skændet, kysset, overgramset
af en Voldsmand raa og plat?
Hvem er Ætling, hvem er avlet
ned fra saadan Brudeseng?
O du Bonde, hvor er Harmen,
hvor er Hævnen stor og streng?!
Slængte du end Fortidssynder
bort som gammelt udslidt Kram,
burde i det mindste kvalme
Samtids vold og Samtidsskam.
Har du glemt, hvad nys er øvet,
skønt du selv var Prøveklud
og blev sat fra Folkestyre
paa en hoven Klikes Bud?
Min Respekt for al din Væren,
da de jog med sporet Fod.
Kun Foragt — at ej du stækked,
da du bred ved Roret stod! —
Arm i Arm med Herremanden
vogter du med Fynd hans Tarv;
glemte Løfter, Tvivl om Retfærd
gav du Fattigmand i Arv.
Lige Valgret til Kommunen
har du tusket, fusket bort,
og til Landsting stadig gælder
— o du Bonde, hvilken Tort! —
at en enkelt Stormands Stemme
alle Sognets vejer op,
var han end den længste Taabe,
sad hans sløve Fjæs i Top.
Peg dog med en mæsket Finger
paa det Frihedsord, du skrev!
O du Bonde, det er Synden,
— størst af alle — du bedrev. —
Lager fyldtes med Kanoner,
større Samling aldrig saas.
Skatteplage, Pengeødslen,
Betlerstaven snart kan naas.
Klasseskel fra gamle Dage
— tvært imod Naturens Bud —
skærmet, plejet, holdt i Ære,
skønt os skabte samme Gud.
„Overklassen” højt paa Stylter
ænser næppe Menigmand;
Hest, som tjener Havren, ydes
Mindstepart til hungrig Tand.
Fortids Humbug, Dingeldangel
lunket blev ved jævne Barm.
O, saa sig os, hvad af Klunset
har du kylet bort i Harm?
Mellem gulned Blade gemmes
alt, hvad dine Fædre led.
Fremtids frie Slægt skal læse,
hvad du selv har trykket ned.
Præstevælde, Adelsvælde,
Enevælde sank i Grav,
Bondestyret og faar Ende,
skylles bort i Tidens Hav.
Hvil da sødt hos dine Venner
— deres Styre ligned dit —,
mens det næste Led os bringer
lige Ret og Hvermand sit.