Historien fortæller og tvinger sig i Hu,
vi ser Torturens Rædsler, Inkvisitionens Gru.
Ved Kongers og ved Adels og Præstevældets Magt
den lille Mand blev altid i Trællelænker lagt.
En lille hoven Klike sad stedse højt paa Straa.
Vankundighedens Svøbe har hvislet om de smaa;
de kendte ikke Styrken, der sprang i Mængdens Arm;
thi Træilekaar de føder kun Trællesind i Barm.
Aartusinder henrundne, Millioners Liv forspildt,
for Brødet fik de Stene, de jagedes som Vildt.
Og Slægter fulgte Slægter og nød de samme Kaar,
til nu paa Østens Himmel en Morgenrøde staar.
Jeg ligner hele Slægten ved Kæden stærk og lang,
det Led, som vi tilhører, kan mærke Sejrens Klang.
Alt Mængdens Trampen gungrer henover Klodens Grund,
en tusindaarig Trældom nu strider sidste Stund.
Vi lærte Sammenslutning, nu kender vi vor Kraft,
vi bænker os paa Sædet, som kun de faa har haft.
Den Jord, hvorpaa vi fødtes, tilhører hver især,
den samme Gud os skabte og er os Lige nær.
Fold ud dit røde Banner, du arbejdsklædte Mand,
og glæd dig over Nuet, der løser dig af Band!
Ret Ryggen, far med Retfærd, da skal du se, det gaar.
En Sol paa Himlen stiger, — en Verden staar i Vaar!