Stol ej paa Stormands Venneord,
naar fint han fører Talen;
thi da vil du i Folkehjord
bestandig blive Halen!
Skal Tonen ind til Hjertet naa,
beslægtet Streng maa klinge.
De Toner ej for Smaafolk slaa,
som Stormænds Klokker ringe.
Kun den, som selv har Sko paa Fod,
kan føle, hvor den trykker.
De karske aldrig ret forstod
den Kunst at gaa ved Krykker.
Og den, som steg til Ærens Top,
trak oftest med sig Stigen.
Vil de — som staar i Dalen — op:
det blev ved egen Higen.
Vi pintes ind til Ben og Marv
i Stormands Sold og Naade.
Nu selv vi løfte vil vor Arv,
selv for vor Fremtid raade.
Den Sten — som spærrende vi ser,
og enkelt Mand ej rokker —
den flyttes let, naar vi er fler,
som villende os flokker.
Bag rusten Slaa vi længe sad
og sukkede med Længsel.
Snart svinger Port — ved fælles Had
omkring paa lette Hængsel.