Som Kommandør jeg sad engang paa Vagten Citadellet;
fra „fundet” Brænde Luen siod; thi helt var aabnet Spjeldet.
Paa mer end fedtet Læderbriks jeg sukked i Romanen,
mens jeg fordøjed Værtens Flæsk, som nylig kildred Ganen.
Man har kun Fred, naar Nabo vil, det gamle Ord jo lyder;
hvad nytter vel jeg lader af, naar Fjenden ivrigt skyder.
Thi hør kun nu, mens lunt jeg laa og ønsked Fred med alle,
jeg hørte Hov af rappe Hest mod Grus og Stene knalde.
„Hej Korporal, er De mon døv!‘‘ det tordnede derude;
Romanen faldt i Askespand, og Klirren stod i Rude.
Jeg sprang som bindegal til Dør og smækked Haand til Hue,
vist aldrig nogen Mand paa Jord kom mer gesvindt af Stue.
Der holdt han da, den gamle Mand, saa vred han næppe sansed,
og Sporen sad i Bug paa Hest, som helt forfjamsket dansed.
Se, han var Byens Kommandant, og Ordner hang i Kjolen,
og Klingen sang ved Hestens Lænd og flammede i Solen.
Hugaf han var, som vel forstaas, ret af den gamle Skole,
med venstre Haand blev Tøjlen ført og styret rappe Fole;
thi Sagen var, i højre Arm var boret fjorten Kugler,
det blev da sagt, og var det Løgn — det halve kan gi’ Buler.
Den Slags Personer øser op og buldrer Verden under,
hvad de kan faa i Munden lagt, det fylder godt og bunder.
Men sjældent gør de stor Fortræd, tidt Stymper evner mere,
og derfor skal i dette Kvad Forklejnelsen ej være.
„Det Skilderhus er svinet til deroppe i Kastellet,
den Hundetamp, som Skildvagt gaar, ham vil jeg ha’ i „Spjeldet”;
han stod og ridsed, da jeg kom, og vil dog ej bekende;
men jeg skal Fandengaleme hans Stædighed omvende!”
„Ja vel, Hr. Oberst,” svared jeg, „men det har længe været,
i mange Aar jeg Huset saa saaledes overtjæret.”
„Det er fordi I alle helt til Gavns er Svinebæster,
som gamle Støvler er I gjort og maalt paa samme Læster!”
„Ja vel, Hr. Oberst!” voved jeg — men Fanden fløj i Ka’len.
„Hold Kæft med det Javel og Vrøvl, er De da splittergalen!
Følg med derop og se paa det, Halunken har bedrevet,
saa skal De se, der knap er Plet, som ikke er beskrevet.”
Saa jog han Sporens Hjul mod Lysk, og fremad brased Skimlen;
i bratte Sving en Talestrøm fra Halen stod mod Himlen.
Nu falder Dannevirke snart, thi alle Klokker ringer;
det er min Tanke, mens jeg travlt bagefter Hesten springer.
Ved Skilderhuset Gutten stod — én af de tørre Jyder.
Jeg skænker ham min Kompliment, hvis end han Livet nyder.
Mens Fjenden stormed som besat, og Ledet var af Lave,
han sanked roligt til Honnør sin Bøsse op for Mave.
„Bekend Halunk,” blev tordnet ud, „at De har Huset ridset!"
Men Jyden svared tørt et Nej, mens mut han Munden spidsed.
Mens Oberst rased, Hesten sprang, stod Manden uanfægtet;
med saadan Ro jeg sikkert tror, den Karl har Livet mægtet.
„Læs op da, Korporal, de Ord, som Fyren skrev paa Huset."
Jeg saa og saa og svared da, at Skriften var for kruset.
„Saa læs da selv, De Bondetamp," han raabte vredt til Jyden,
„De har jo skrevet Møget op og evner vel en Tyden!”
Saa læste Jyden med en Ro, som drev han Stud i Muldet:
„Vor Kommandant vil fange os og putte os i Hullet.”
„Ja, jeg skal Fanden fløjte mig snart putte jer, I Ka’le,
jeg tror, i Djævlens Skind og Ben, I rent er bindegale!”
„Se Korporalen magter ej det usle Pøjt at tyde;
men det kan De, min gode Far, og tænker dog at snyde.”
Han strakte sig mod Jyden ned: „Bekend!” saa Ekko klaged.
Men Manden var og blev sig selv, et Nej mod Oberst braged.
Saa sad han lidt og summed sig og sagde næsten rolig’:
„Skriv op, alt hvad paa Huset staar, og send det til min Bolig.”
Saa svang han Skimlen brat omkring og jog henover Jorden,
og Gruset fløj fra Hestens Hov, det var, som svandt en Torden.
Jeg fyldte halvt min Lommebog med al den dumme Sludder,
som hundred’ Mand i flere Aar file ridsed op med Kludder.
En klaged sig gudsjammerligt for hule Tænders Pine,
en anden brovted’ skamløst med, hvor sidst han kyssed Line.
En sendte Hilsen til de ny og kaldte dem for Snuder,
én ønsked over sin Sergent al Himlens vrede Guder.
En anden skrev Advarsel ud mod denne Løjtnant Harke,
thi det var baade sandt og vist, han bed og vilde sparke.
Med saadant Vrøvl og meget mer Rapporten blev udhalet,
bag Ordonnansens tredje Knap den sendtes som befalet.
Og samme Dag om Skilderhus en Maler saas at luske,
snart skinned Huset blodigrødt som Post og Kongens Kuske.
Befaling kom den næste Dag, og fluks jeg maatte lyde
og føre for den strenge Mand den merbemeldte Jyde.
Jeg slog min bange Kno mod Dør, et Brøl: „Kom ind!” der hørtes,
og Laas sprang op, og derpaa ind den støtte Synder førtes.
Som rødest Klud paa galen Tyr den tørre Jyde virked,
jeg sværger ved min Dyrendal, der blev ej for ham lirket.
„At De har ridset Skilderhus jeg saa med egne Øjne,
dog lige trodsig staar De her med Deres Skipperløgne.”
„For hede Helvede „Træd af!” jeg tænke vil paa Sagen,
i Krigsforhør I begge skal, saa lægges alt for Dagen.”
Vi smækked Hælene i Klask og stormed ud af Stuen;
i lange Tider gik vi rundt med Sindet fyldt af Gruen.
Den gamle Oberst gik den Vej, hvorpaa vi alle iler;
den grove Mund er lukket i, og Fredens Engel smiler.
Men aldrig fik han Sag betænkt, mens Blodet flød i Aaren,
skønt Somre gled, og Vintre kom og svandt igen for Vaaren.