1. Dag.
Hvor Vejle har stukket sin Fangarm mod Vest
med Bugtninger ind i hver Krog,
hvor Engene slutter, og Lyngtoppes Rest
end gemmer paa Hugorm og Snog,
der staar jeg i Dag paa den sidste Perron
og spænder min Skræppe paa Ryg.
Jeg mærker alt Duften fra Hedens Flakon
i Vindenes bærende Stryg.
Jeg iled fra Bøgenes Hjemsted og Glans,
fra Bæltets det tindrende Krus;
thi Heden den ejer min Tanke og Sans
og Mindernes herlige Sus.
Nu vandrer jeg hen ad dens flænsede Ryg
til Limfjordens mødende Strøm;
jeg haaber at finde min Barndommens Bryg
og Noden til Ungdommens Drøm.
2. Dag.
Der ligger en Strækning og skygger saa mørk’
mod Himmelens snemalte Sky;
men Skulder og Flanke er sunket i Dyrk
og spækket med Vaaning og By.
De gullige Agre har svajende Aks
af Havre, af Byg og af Rug;
Kulturen som Skrædder med skarpeste Saks
har flænset den brunede Dug.
Der kringler en Hugorm paa mossede Bund,
— jeg bærer Respekt for det Kryb —
vi borer vort Blik i hinanden en Stund,
som maalte vi Kræfternes Dyb.
Saa viger vi begge i gensidig Frygt,
og Stokken den sænkes til Fred;
mens Løvet det rasler, hvor Fjenden med Kløgt
fandt ind til det gemmende Sted.
3. Dag.
Mørkt stiger af Morgenens blaalige Dis
de Bakker ved Karstofte Aa.
Om Kinderne vifter en lettere Bris,
svagt svinger de tyndladne Straa.
De kalkede Gaarde med Havernes Træ’r
sig tegner mod skydækket Rand,
og Køerne koblede tradsker saa tvær
bag Drengen i Vejenes Sand.
Paa Engene svæver den liflige Duft
fra Høet paa Skaar og i Stak,
mens Leerne synger i Morgenens Luft
og bider de buede Hak.
Hist springer et Føl efter travende Vogn,
og Kvierne gumler bag Led;
men Viben hun vælter som dygtigste Klovn
langs Sivet ved Aaløbets Bred.
4. Dag.
Som mørke Soldater i stormende Sværm
sig tegner nu Tørven i Stak,
og „Lokkemand” gøgler med Krudtrøg saa ferm
paa Moser, paa Heder og Brak.
En Luftspejling driver sin kogiende Færd
derude i Himmelens Bryn,
hvor Gaarde og Huse og Havernes Træ’r
har hævet sig halvt imod Sky’n.
Og Bremserne jager en bissende Ko,
der rejser sin Hale som Stjært;
bag Laderne ligger en stønnende So,
og Plagene nikker saa sært.
Men Faaret det gemmer bag gispende Bug
sit Hoved i Middagens Brand;
mens Svalerne smutter til Reden i Smug
bag Bropillens dækkende Rand.
De sandede Veje, du Hede saa kær,
har trættet min aldrende Fod;
jeg lægger min Kind til dit buskede Svær
i Skygge af Gyvelens Rod.
Saa synger din Pors under Vindenes Vift,
og Blaabærret svajer paa Gren;
mens Duftene krydrende virme i Drift,
og Fortiden haspes af Ten.
5. Dag.
Der slider de henne en hel Koloni,
som søndrede Loven i Las.
Hvad ulmer i Hjertet, er Haabet deri,
hvad eller et eneste Kvas?
Se, Leerne glimter gesvindte i Sol,
vildt flyver den fældede Lyng;
de snørede Bundter som Bog i Reol
henstables ved kraftige Slyng.
Men Solen den leger paa Gedhusets Gavl
saa mildt som paa frieste Borg,
den kender ej Forskel paa stort og paa Kravl,
paa Menneskets Glæde og Sorg.
Og Vindene vifter to Møller i Gang
af dem, som vi snitter som Barn —
dem skar han vel Fangen, mens Tankerne hang
i Barndommens skyldfrie Garn.
6. Dag.
Den herligste Morgen med friskende Dugg
nu staar over Bakke og Dal,
og Kvæget det snøfter og fylder sin Bug,
fra Vaaning staar Hanernes Gal.
Og Mennesket vandrer fra Hus og fra Gaard
med Le og med Rive paa Lænd,
mens højt under Himmelen Lærkerne slaar,
og Vognene buldrer bag Spænd.
7. Dag.
Der nusler en Gamling ved Mosernes Rand
og røgter sin vommede Ko,
og Hønsene basker i Kaalgaardens Sand,
i Stien gaar halvsulten So.
Paa Agrene rasler en tyndstraaet Rug,
og Græsset er svedet i Sol,
kun sparsomt gror Føden i Trug og paa Dug,
og Lapperne spætter hans Kjol’.
Han rækker saa sindig sin barkede Kno
og taler sit platjydske Sprog;
hvad Heden kan rumme af Tungsind og Ro
staar skrevet i Ansigtets Bog.
Han fødtes paa Heden, her sled han sin Stund,
og her vil han gemmes engang,
mens Vestvinden klimprer hans Øje til Blund
og synger ham Afskedens Sang.
Nu sænker sig Solen bag Bakkernes Kam,
og Skyggerne kalder til Blund;
og Hedernes Stilhed kun brydes af Glam
fra Gaardenes vogtende Hund.
Da lyder to Hjejlers vemodige Fløjt
ret udenfor Gaardmandens Port;
det lød som en Klage mod Himmelen højt:
„De hjemløses Liv er nu vort!”
Resumé.
Saa slutter jeg Turen ved Limfjordens Vand;
nu véd jeg med Sagen Besked:
Jeg saâ paa min Vandring et eneste Spand,
hvor Studen end Hamlerne sled.
Nu traver omkring denne russiske Hest
for Bøndernes knaldende Snært;
men Sporenes Dybde i Hedernes Rest
fortæller om Studen langs Stjært.
Og Fortidens Vaaning med Lyngen paa Spær
og lavstammet Rude og Dør,
den synker for Nytidens fældende Sværd
i Mindernes dækkende Slør.
Nu skinner de Tage af Tegl og Cement,
og Karmen har trerammet Spejl;
som Tidernes Node staar Villa paa Prent
henover det stribede Drejl.
Jeg søgte forgæves en gammeldags Kro
med Lænker langs Sokkel og Syld;
hvor intet forstyrred den landlige Ro
i Dynernes bugnende Fyld.
Nu trykkes paa Knappen, og tjenende Aand
udspringer som Æskernes Trold;
og Gulvet har Tæppe og Sofaen Baand,
og Sengene fjedrer som Bold.
Men dog kan der findes en Strækning endnu
med Hedernes herlige Ro;
hvor Porsgrenen dufter, og Hugormen snu
sig gemmer bag lyngtækket Bo.
Og end kan der findes en Strækning saa vid,
at Hedernes Storhed har Plads,
og hvor du kan vugges i Minderne blid’
og finde din Barndoms Palads.
Saa synker da Heden i Glemselens Hav,
af Tidernes Domstole dømt;
og Hvirvelen suger, hvad Barndommen gav
og det, som i Ungdom er drømt.
Hvad nytter at klage: Forkrænkelighed
er haget til alt og enhver.
Kun evig er Tidernes rastløse Fjed
og Stjernernes tindrende Hær! —