Jeg véd en lille græsklædt Vej — som snor sig gennem Skoven,
den vekselvis er lagt i Sol og Skyggefald fra oven —
et herligt Sted i Skovens Skød hen under Bøgens Kuppel
med Duft fra Blad og Blomsterflor til Fugleskarens Jubel.
Jeg aldrig hitter Rede i, hvornaar min Vej er skønnest!
Er det, naar Vaaren staar i Flor, og Blad er allergrønnest,
naar Anemoner staar i Pragt og dækker hele Bunden,
og hver en Torn paa Slaaenbusk i Blomstersne er svunden?
Kanske det er, naar Som’ren staar i bedste Manddomsalder,
naar hvert et Blad er vokset stort, og svale Skygger falder,
naar Græs og Busk i Vildnis staar, saa Foden knap kan trænge,
og Bøg og Eges tætte Slør udover Vejen hænge?
Hvad eller, naar den lulles ind i Blund paa Vinterdagen
med Harens Spor paa Kryds og tværs i Sneens hvide Lagen,
naar Freden hviler over alt i Skovens tyste Haller,
og Rimen Ligger over Gren og glimter som Krystaller?
Dog noget har jeg fundet ud: min lille Vej har Evner,
der sænker sig i Sindets Dyb hos hver, som til den stævner.
Den aander ud sit Stilhedssuk, som Bølgegangen dæmper,
og hvisker Fred og atter Fred til hver en Sjæl, som kæmper.