Æ Kryfskøtt’
:,: Sønderjydsk nær Grænsen. :,:
:,: Sønderjydsk nær Grænsen. :,:
Hvor æ Skov aa æ Mark gik hveranner te Haann,
hvor æ Ræw gik i Haal hwerren evigste Maann,
hvor æ Haarer di spraang, aa æ Kraag vaar i Luhn,
haaj han byg’et en Hus te sæ sjæll aa hans Kuhn.
Der æ nowr, te dæ trowr, at di klogest di bur
mell’ æ Haarer aa Ræww — di maa svaar for djer Urd. —
I æ By sku’ di blyw — de’ æ mæ da fortôl —
hwerren evige Minnesk’, som tæjn ætter Môl.
Kom han ind te æ By, skuld’ ’et olier slo Klik,
vi fæk Regn innen Awten, ihworn ’et saa gik.
Vaar ’et Høst, fæk di travlt mæ aa kyør ætter Stro;
ja, de’ haar di da sojh, aa saa trowr a dero.
Men a glemmer jo hiel aa faatæl, hva’ han hedt!
Naa æ Navn æ de’ saâm, for I kinner ham ett;
han vaar kloger end anner aa snu som en Ræw,
han vaar bre’ o æ Skolder aa kort i æ Skræw.
Han vaar Snerger te dawle aa mured’ imell’,
aa han haajh sæ ledt Jord mæ ledt Træ, han ku’ fæld’.
Hvor hans Skov den haaj Æhn, dæ tow Grevskabets ve’,
de’ benøtt’ han sæj aa, ner æ Tie vaa’ derte’.
Han saatt’ Saws for æ Ræw, hvor æ Asen haaj Gaang,
aa han snupped en Haar, ner han fond, dæ vaar Traang.
Han ku’ find’, hvor æ Ilder aa Morer vaar pot,
han kom ind, hvor di anner fond slukket aa lot.
Aa ner anner di lojh i dje Dynner i Ro,
staak han Ild o hans Pihv heller tow sæ en Skro,
aa saa grèf han æ Bøss’ aa gaav Vink te æ Hund,
aa saa spraang han æ Gjærd’, dæ hvor Greven haaj Grund.
Men hvæn saa de’ traaf ind, te æ Fower gik Rund’,
saa befaael han æ Hund aa løf hjem, hva en kunn;
aa saa spraang han æ Dig aa kom ind o hans ent,
aa der pot han æ Bøss’, hvor æ Blaajh di vaa’ strent.
Hvæn æ Skovfower kom, stoj han rolle aa gavt
li’saa ren som en Golt, der æ sko’let aa skravt.
Di kom olier no’ Vej, for æ Kaal vaar for snu,
aa saa vaar han saa stærk, saa ’et snaar’ vaa en Gru.
Er ’et Løwn heller sann, te di mjent om æ Fyr,
han haaj tæjn fraa æ Grev wal di hundrede Dyr?
Men la’ vær’ som ’et vil, for de’ tøgges no a,
te æ Grever sku’ tappes no’ bejer endda.
Men æ Skøtt’ han æ dø, aa hans Grav haar en Stien,
hvor hans Slæjt den haar skrøwwen, hans Vandring vaa’ rien.
Han vaa’ ærle mo’ anner, de’ vér a tefuld’;
aa de’ hér mæ æ Grev haar Vorherr’ nok lat rull’.