Nu stunder Vinter til,
og Sommer bliver Minde.
Et evigt Vekselspil
de samme Traade tvinde.
Hør, Sus i nøgne Træ’r,
se, Blade hvirvle travle;
hør, Fløjt i Tag og Spær,
i Karme, Port og Gavle!
Hvert Sus en Vemodsstrøm
igennem Ruden slænger.
Hvert Fløjt en Sommerdrøm
ud af mit Hjerte flænger.
Som vissent Løv i Høst
hendryssed Sommerdage;
kun Mindets blide Trøst
jeg har endnu tilbage.
— Dog Vintermørket vil
engang for Solen svinde.
Et evigt Vekselspil
de samme Traade tvinde.
Jeg selv? — Jeg mangler Blik,
og Tro er ikke Viden.
— Men hvad de andre fik,
jeg sikkert faar i Tiden!