Ak, vandrer du i Drømme, lille Flue!
Brug Briller, naar du læser Almanakken;
end staar en Vinter stejl med Gigt og Snue.
Naar bare det gaar an med denne Flakken,
du er saa mat og glemmer helt at surre,
kan næppe hæve dig fra Kagebakken.
Var du i Flok, der hagede som Burre?
Du ligner én, som Ungdomsfærd fortryder. —
Ja, Nemesis gaar løs, om end vi knurre.
Men gaa kun tryg med Laster og med Dyder
og slik af Sukkerkærnen, hvad du magter;
du er min Gæst, og Gæstfrihed jeg byder.
Vi har et fælles Maal, vi eftertragter:
den skønne Vaar, da vi skal snurre, synge
og klæde tynget Sind i lette Dragter.
Da skal den lyse Sol sin Straale slynge,
den gyldne Hest skal rides gennem Ruden,
og alle Trængsler kastes bort i Dynge.
Saa flygter Vintrens Slud for Sommerguden,
og Dagen staar i Glans af Morgenrøden;
— et lille Vugg endnu paa Lykkeskuden,
et kort Sekund — saa slukkes alt i Døden!