Nu blunder gamle Moder, og Dagen staar i Kvæld,
ret snart har Livet krævet den sidste Hvid af Gæld.
De elskeligste Øjne skal evigt lukkes i,
maaske før Morgensolen det hele er forbi.
Jeg ser, dit Øje dugger, og, Søster, du har Grund;
slet ingen var som Moder paa hele Jordens Rund!
Vi ved, hvad hun har været — og bliver til vor Død,
thi trøst dig — det hun planted, skal gro i Mindets Skød.
De vilde Blomster pranger paa Ager og i Eng,
kom Søster, vi vil sanke dem hjem til Moders Seng!
Nys gød en stille Byge sit perlefyldte Bad,
de friske, rene Blomster vil gøre hende glad.
Se her, hvor Stien kringler imellem Bøg og Bæk,
her myldrer Somrens Rigdom i Mose, Eng og Hæk!
Hvor Kabbelejen blomstrer, og Gøgeurten gror,
Forglemmigejen smiler i Hjertegræssets Flor.
Se saa, min lille Søster, nu skynder vi os hjem,
og der maa du saa finde os Blomsterskaalens Gem;
og mens du Skaalen fylder med Vand og Blomsterflor,
jeg tryller frem en Sommer endnu for gamle Mor.
Du hørte Gøgens Kukken og Lærkens Melodi,
henover Markens Kløver sprang Hareungen fri;
og Droslen slog i Hegnet, hvor Humleblomster hang,
og vilde Ænder rapped’, hvor kaade Fiske sprang.
Alt dette jeg fortæller, du sætter Blomster frem,
en sidste Sommers Rigdom vi henter Moder hjem.
Hvis da i hendes Øjne endnu et Smil du ser,
saa gem det, lille Søster, du faar vist aldrig fler.
Men Hovedsummen tynger til Livets sidste Dag,
alt hvad vi begge evned blev kun en Rentesag.
Dog ved jeg, Moders Øjne kvitterer som betalt,
men denne Gang hun fejler, vi skylder evigt alt. —