Nu glider Solen ned bag Skov,
og Guldet farver Rude,
og Bonden standser Hestens Hov
paa mørke Brakjordsknude.
Snart er paa Evighedens Snor
den Dagens Perle trukket,
og hvad den bar af Skæbneflor,
— om milde Klap, om Tordenord —
er da i Skødet plukket.
Der staar et kroget Hyldetræ
ved Gavlen ud mod Vester,
der sidder jeg i Havens Læ
og sanker Dagens Rester.
En Solsorts legelette Sang
slaar ud fra Buskens Gemme;
vidunderlige bløde Klang —
det er, som alle Dage hang
i denne Fuglestemme. —
Den tryller for mit Øje frem
min Barndoms Lykkevænge,
min Ven, min Slægt, det lille Hjem
i aftendugged’ Enge.
Den ruller Tæppet op paany
for Ungdoms grønne Dage,
den skænker til min Manddom Ly,
og den vil sprede Uvejrssky
hver Stund, jeg har tilbage. —
O, lad engang, naar Livets Dør
skal sluttes fast med Stænge,
fra Hegnets hvide Blomsterslør
de Toner om mig trænge. —
Naar alle Glemsler har mig dækt,
hvert Minde er forsvundet,
jeg véd, min Solsorts Efterslægt
slaar Harpens Streng med samme
for Barn af Tiden spundet.