Den lange, mørke Vinter, saa svandt den dog omsider bort;
i Fattigfolkets Hytte den gjorde alt saa sort.
Nu varmer Solens Straaler og bruner hver en bleget Kind.
O frydefulde Tanke, nu bryder Vaaren ind!
Nu myldrer det med Blomster henover Mark og over Eng,
et mangefarvet Tæppe nu dækker Jordens Seng.
Saa vidt mit Øje favner, i idel Pragt det hele staar.
O frydefulde Tanke, nu er det atter Vaar!
Der jubles, og der synges, der kvidres hele Dagen ud,
det er, som alt sig samler i Pris om Vaarens Bud.
Jeg jubler med i Koret, jeg føler mig som født paany.
O frydefulde Tanke, nu Vaaren staar i Gry!
Saa længe, som jeg mindes, hver Vinter byttet blev med Vaar.
Mens Tidens Hjul sig drejer, Naturens Orden staar.
I stille Aftentime saa vemodsfuldt jeg tænke maa
den underfulde Tanke min sidste Vaar at naa. —