Se hen i Hjørnet, hvor dog Musikanten
kildrer til Latter den hæse Fiol!
Peter er dristig og trækker minsandten
Sine og Stine med ned paa en Stol.
Hælene tamper
Ringling i Lamper,
Glassene træder en Ril paa Reol.
Latter og Fnisen og Hvinen af Piger
filtrer sig sammen i Pibernes Kvulm.
Alvoren lammes, og alle bestiger
Hesten, der springer med Letsindets Svulm.
Gulvene gynges,
Skørterne slynges.
Hverdag er druknet i Glemselens Dulm.
Tonerne hælmer, og Karlene bænke,
alle med Armen om Pigernes Liv.
Hvisken og Tisken og nogle vil sænke
Kinden til Pigen til Tidens Fordriv.
Spillet begynder,
Letten fra Hynder,
Hofterne vugge som smidige Siv.
Ih Gud bevares, hvad fejler vel Søren?!
Frakken er kastet, nu bliver han bøs.
Da skal jeg mene, det passer for Kløren
saadan at svinge den tykkeste Tøs.
Skørterne dække
daarligt for Lægge,
Højden og Drøjden og Kraften er løs.
Kinderne blusse i Glædernes Gløde,
Visken med Klæde og Binding af Baand.
Bordene flyder med Flasker og Fløde,
Rollerne spilles af tjenende Aand.
Snakken og Klinken,
Bakken og Blinken,
Drikken og Syngen og Trykken i Haand.
Natten den hælder, Fiolen forstummer,
Parringen ordnes med hviskende Ord.
Daggryet vaagner af natlige Slummer,
førend der sluttes, hvor Pigerne bor.
Arme om Livet
dirrer som Sivet.
— Evig er Vaaren og evig dens Flor!