Gamle Bælt med Urtidsminder,
til din Bredde tidt jeg finder. —
Selv om du i Vreden synger,
og din hvide Bølge gynger,
bærer du paa stærke Vover,
ligervis som naar du sover,
altid Friskhed ovenover.
Lad mig da, mens du er stille,
male dig et lille Billed:
Rynkefrit dit Aasyn skuer,
Himlen blaa som modne Druer,
sommerklædte Agre kranse,
høje Skrænters gule Skanse
bærer Mærker af din Lanse.
Solens gyldne Straaler strømmer,
sejlfyldt Snække stille drømmer.
Gemt er Vintrens Is og Kulde,
Græs og Blomster gror af Mulde.
Efter Skaberkraftens Love
lysegrønne Bøgeskove
spejler sig, hvor Bølger sove.
Maager, hvid’ som Oldings Lokker,
over sølvklædt Flade Ilokker,
sanker Vingen, før de dykke
dybt i Fiskestimens Lykke.
Ud fra Skovens grønne Krone,
hvor de vilde Fugle trone,
lyder Dros’lens Jubeltone.
Drengens Jolle vipper, følger
tunge Færges hvide Bølger.
Fisker paa Motoren farer
ud, hvor Garnet Fisken snarer.
Dulgt sig sniger høje Vaanden
ind mod Skrænten — rap paa Haanden,
efteraber Ekko-Aanden.
Mænd og Drenge mellem Kvinder
Helsen, Styrke hos dig finder.
Nøgne, brune, blanke Kroppe
boltre, lege, danse, hoppe.
Hvad du gav til Fortidsslægter,
hvad jeg ser, du endnu mægter,
sikkert ej du Fremtid nægter.
— Syng da tusind Slægters Minder,
medens andre tusind rinder.
Lad de salte, friske Bølger
kvæge Slægt, som Slægter følger,
indtil Kloden stille daaner
hen imellem døde Maaner,
hvorom Himlen evig blaaner!