Hvor Stormen farer frem i Trav,
og Flyvesandet Kinden prikker,
hvor Gusen dækker som et Hav
hver Gyv’lens Kvist, som Porsen dikker,
hvor Lyngblomst gror paa Bakkedrag,
og „Skrunhors” skogrer over Engen,
just netop der i dette Lag
en Gang Guldmøllen redte Sengen.
Her stod den gennem hundred’ Aar,
mens Ejer efter Ejer segned’;
maaske den end i hundred’ staar,
naar Nutidsslægter længst er blegned’.
Jeg staar ved Skræntens bratte Hæld
og ser paa Stedets Liv en Tune;
det er en stille Sommerkvæld,
og Lueglans paa Himlen strime’.
I Sølverglød med stærke Brus
udvælder Strømmen over Hjulet
og risler bort med Kluk og Sus
ind under Pil og Elleskjulet.
Mens Værket plaprer lydt sin Trang,
og Melet ud fra Stenen siver,
den hvide Svend med munter Sang
en kornfyldt Sæk paa Kuben hiver.
Belæssed’ Vogne kører bort
ad Hedeegnens trange Veje.
Den sidste Vogn staar nu for Port,
og Sække hvistes i dens Leje.
Jeg dvæler ved det sidste Spænd
— to store, sorte, hjælmed’ Stude —
med hyssingvævet Gjord paa Lænd
og Halsen gemt i flettet Pude.
Saa rokker de ad Bakkedrag,
jeg ser dem over Kammen vinde;
det er, som svandt en Fortidsdag,
en sidste Rest, et sidste Minde.
En Rude vender ud mod Vest
og staar med Lueglans i Solen.
Og Drengen rider Husbonds Hest
til Vands et Stykke foran Molen.
En Hønemor med Kyllingflok
med Iver skraber Affaldsdyngen;
og Gaasen finder mer end nok
i Spildet under Hejsegyngen.
En Andrik mellem Børn og Viv
med hæs Kommando Flokken fører.
Og gemt i Dammens Rør og Siv
den vilde And sin Stemme rører.
Mens Karlen hugger Skaar paa Skaar,
og Leen sidste Gang er hvæsset,
en buttet Pige bag ham gaar
og nynner Længs’len ud i Græsset.
Og Droslen slaar sin Tryllesang,
forsigtig gemt i Træets Krone.
En Lærke over Mark og Vang
udkvidrer Dagens sidste Tone.
I Vesten snirkler Engen lav
imellem Gran og Bakkerækker.
Og Solen, som gaar ned i Hav,
en Guldsti over Dybet lægger.
Saa kaster Karlen Le paa Ryg,
og Svenden sætter Skod for Vandet;
snart hviler alle tavst og tryg’,
kun Hunden tuder rent forbandet.
Mens Natten breder ud sit Net,
staar Mosekonens Bryg paa Engen.
Guldmøllen sover, hyllet tæt
med Taageslør henover Sengen.