Et lille Beds ydmyge Flor
i Krans af klippet Buksbomhække,
maaske at Græs og Snerle snor,
maaske at Liljer, Roser dække;
en buet, langlig Tues Top,
i Støtten Navnet ridset op. —
Jeg gik i dødes tavse Bo,
og Skridt for Skridt en Tue hvælved.
En Hær af Hjerter — nu i Ro,
der før har banket, haabet, skælvet.
Den korte Stund, den Livsens Flugt,
den var forbi, den var forbrugt.
I Slid og Strid for sparsomt Brød
saà lød vel Loven for de fleste;
saa ind til Død i Jordens Skød,
mens Kampen førtes af de næste.
En evig Krig, hvor Loven gjaldt,
at den, som kæmped, ogsaa faldt.
Og Millioner Aar gik ud,
det Aar, som er, til svundne lægges.
Den Slægt, der lever, venter Bud,
en Perle mer paa Snoren trækkes.
En Flod af Lig og døde Aar
i frodig Groning fremad staar.
Jeg sanked mine Tankers Sum
og søgte Filtrets Traade løste;
jeg spurgte vidt, hvorfor jeg kom,
men kun af bundløst Kar, jeg øste.
Hvorfor jeg lever eller dør,
er evigt svøbt i Taageslør.
Men skælv ej Hjerte for din Død,
tænk om du evigt skulde banke!
Nu ved du Slut paa hver en Nød,
paa Graad og Sang, paa hver en Tanke.
O store Gud, af hvad du gav,
barmhjertigst er din stille Grav!