Nys tindred Dagen i Sommergløde,
og Spurven støjed i Grenens Stol;
mens Koen stønned i Kløverføde,
sad Gøg paa Stolpen i Krat og gol.
Og Bien væved sig gule Sokker
og gemte Brodden i Blomsterklokker,
mens Bagen sitred i ødsel Sol.
Da steg paa Himlen fra Horisonten
en Sky saa mørk som en Vinternat;
og Solen drukned og glemte Donten,
mens Vestenvinden greb Roret fat.
Nu gaar der Susen og Regn og Bulder
henover Sletten og Bakkens Skulder,
og Rugen svinger saa vildt sin Hat.
Og Gøgen hælmer, og Bier flygter
som rædselsslagne til Kubens Port.
Mod Stalden rokker den gamle Røgter,
mens Drengen iler som halvt forgjort.
Og Koen buer og vender Bagen,
kun Anden boltrer i Pyt med Snagen,
og Lænkehunden sig lusker bort.
Nu kyses Skoven al Middagsdrømmen,
forvildet Bladet slaar om paa Ryg;
mod lune Reder staar Fuglestrømmen,
i Sprækken lurer hver næsvis Myg.
Og Gran og Birke mod Bøge buser,
mens Grene piber, og Toppe suser,
og Ege nejer for Bygens Tryk.
En Lynildstraale fra Himmelhvælvet
med Brag sig borer i Egens Krop,
den gamle Gubbe i Dirreskælvet
fra Lok til Foden blev trævlet op.
Og Kongens Klage fløj vidt i Skoven,
der kom et Ekko: — Hvem krænker Loven? —
fra Skrænt og Stammer i sluttet Trop.
Og Skoven ligger i Sorgen smeltet,
hvert Træ betynget med Taarer staar.
— Da flygter Fjenden udover Bæltet,
og Solen kæler paa Skovens Haar.
Se, Taarer smiler som Diamanter
og slipper Taget i Bladets Kanter,
og Perler blinker i Bregnens Taar.
Der ulmer Grøde fra gemte Kilder,
og Luften sitrer som Latter mild.
Nu danser Myggen, mens selv den spiller,
og Droslen jubler som ellevild.
Hver Gren sig højner for Byrden lettet,
og Skoven vugger i Renhed tvættet,
mens Bunden funkler i Draabespild.
Kun Konge-Egen har varigt Minde
om Ufredsstunden, som jog forbi,
dog vil i Tiden den Helsen finde
og Saaret lukkes af Arret i. —
Mens Bøg og Birke for Vinde skærmer,
og Anemoner ved Rod omsværmer,
hver Vaar skal lægge sin Flor-Charpi.