Efteraarets travle Sus igennem Skoven jager,
pisker Guld fra Bøgens Top med Tuden og med Fløjt;
Haglen falder stor og hvid, og visne Grene knager,
Kragen smides ud af Kurs og skriger himmelhøjt.
Skyen slæber mørk og kold sin Skygge over Enge,
Solen kaster nu og da som halvt i Smug et Kys,
Poplen svajer hid og did og slider Tag af Længe,
rundt om Gavl og Gadekær sig hvirvler Træets Dryss.
Stæren slap endnu et Pip i Pæretræets Krone,
spekulerer ivrigt paa at lægge alt ibag.
Andrik fløj med pjusked Fjer om Hjørnet med sin Kone,
Gaasen vralter tyk og fed parat til Mortensdag.
Plag og Kvie sjapper end i Læ af Tjørn og Pile,
brunstig Væder farer travl omkring i Faaretrop,
Jæger bærer Bøssen skraat, og Vildgæs danner Kile,
Haren gemmer dybt sin Ryg bag Runkelroens Top.
Græsset ligger bidt ved Rod med Ævred helt opgivet,
Stubben stritter med sit Haar og venter paa sin Grav,
Rug og Hvede pipper med Forundring ud i Livet,
Gødningsvognen skærer dybt og hyler fra sit Nav.
Karlen kryster Plovens Horn og slider ind paa Lønnen,
Øgets Manke stritter vildt i Suset fra Nordvest,
Drengen skiller Roe fra Top, for hvert et Hug en Stønnen,
Hunden jager Maager væk, der bød sig selv til Gæst.
Hæsset staar saa gult og trindt bag fede Gaardes Gavle,
Koens Yver bugner stramt og drysser Guld i Spand;
Bonden spanker veltilfreds, naar Dagene er travle,
bakker, snakker højt og bredt, at Greven er hans Mand.
— Fattigmand ved Aftentid saa sindigt hjemad trasker,
Sliddet tog hans hele Liv og bøjed Ryggen krum;
Nøden lurer bag ved Væg, mod Ruden Hagien klasker,
Vintren banker paa hans Dør, og Saltetrug er tom.