Bølgerne nynner og nusler ved Kyst,
bredeste Smil over guleste Maane,
Egnen den ligger saa ensom og tyst,
Stjernerne blinker i Blaane.
Dagen er dykket i Evigheds Flod,
Livet er daanet med slumrende Blod.
Sølvstriben gynger paa Kruser og Kamme
leger i Bække og Damme.
Saa har du levet, du flygtende Dag,
strøet Gevinster med Nitter i Dynge,
saaret og helet og slaaet i Kvag
mellem den haabende Klynge.
Fødsel du fremmed, og Grave du grov,
planted og rydded i Menneskeskov.
Selv kun et Led i den evige Kæde
sad du en Dag paa dit Sæde.
Hist i den ensomme Udmarkens Vraa
blinker i Midnattens Mørke en Kærte.
Ak, skal den tysse paa nyfødte Smaa
eller paa døendes Smerte?
Fjernt over Byen et lysende Skær
hæver sig over den slumrende Hær,
som sig i Drømmenes Rige bevæbner
tavs mod de tusinde Skæbner.
Ugle, vær stille, du dræber mit Mod!
varsler du Død over stræbende Slægter,
eller er Vaarnattens Ild i dit Blod,
saa du ej Længslerne mægter?
Nu har du vækket en drømmende Hund,
hør, hvor han tuder mod Fuldmaanens Rundi
Viben er skræmmet og skrigende jager
henover vaarmættet Ager.
Tindrende Stjerner i dødsstille Blaa,
ak — hvor I drager min søgende Tanke!
Vil I da evigt saa frysende staa,
haanende Bønner og Anke?
Har I til Huse i gyldneste Borg
Fødsel og Livet og Døden og Sorg,
vanker i Natten ved Skrænter og Skove
Sjæle, der ikke kan sove?