Hindufyrsten ligger vaagen
i den sorte Tropenat
med sit Øre fuldt af Suset
fra de hede Skoves Grøde,
Hindufyrsten ligger vaagen,
utaalmodig, tung og øde:
Hvor jeg længes efter Hvile,
Hvile, netop naar jeg ligger.
Aa jeg tørster, naar jeg drikker.
Hindufyrsten ligger vaagen,
ene, bitter og forladt,
da en sagte Gang om Huset
gennem alle Nerver skriger,
saa han lytter vildt beruset,
feberspændt og dødsens mat . . .
Er det dig, du store Tiger,
er det dine Fjed paa Gruset?
Maa jeg dræbe dig og drikke
Blodet af dig, skønne Kat?
Mens han lam af Rædsel lytter
til den frygtelige Lyd,
sovner Fyrsten. Og i Søvne
sukker han af Graad og Fryd.
Seksten ædle Elefanter,
hver bemandet med Drabanter,
rykker ud paa Fyrstens Bud.
Raab i Skoven, Brøl og Skud!
Og de bringer Tigerdyret,
spiddet, skudt og trampet fladt.
Sælsomt ler den grumme Mund.
I en dyb, forgræmmet Blund
hænger død den store Kat.
Slukt er Dyrets Ild og Hede.
Fyrsten vender sig i Lede.
Hindufyrsten ligger ene
i den sorte Tropenat,
længselsfuld og dybt forladt.
Og han lytter til den sene
skjulte Støj i Skov og Krat,
hvor de drømmesyge Aber
rører sig beklemt paa Grene.
Fyrsten vaander sig og gaber:
Hvor jeg længes efter Hvile,
Hvile, netop naar jeg ligger.
Aa jeg tørster, naar jeg drikker