Den blaa Nat er saa stille. Jeg ligger søvnløs.
Stilheden vider sig og klinger.
Det er Lyden af tusinde Miles Tomhed.
Det er Rummets Monologer, hvis Ringe mødes med
Tidens tonløse Cirkler.
Min Puls, mit Hjærtes hede Spænding holder mig
vaagen,
men jeg overvejer med kølig Hu.
En Kraft passerer mine Nerver,
og jeg ligger som livløs.
Længe tænker jeg med iskold Ro
paa den flammende Utaalmodighed, der er min
Skæbne.
Pludselig føler jeg ganske fattet og uden at røre
mig en ulidelig Smærte slaa ud i min Bevidst-
hed og svinde igen.
Imorgen skal jeg staa op
ladet med Eder og Livslyst
som alle Morgener før.
Imorgen skal jeg konfronteres med Vaskefad, Sko-
horn, Tandbørste og hele Historien,
Tobak og Solskin og Tuborg fra Fad.
Og jeg tilstaar:
Enten er dette Topnoteringen af menneskelig Lykke,
ægte efterlignet,
eller det er en dum og sørgelig Fiktion.
Det nytter jo ikke at nægte det,
jeg nærer en sønderdelende Proces i mit Hoved,
saa saare jeg tænker.
Min Bevidsthed arbejder skærende.
Jeg ødelægger af Drift, til Trods for mig selv.
Intet er sandt. Intet er Umagen værd.
Aldrig har der været følt smærteligere Hovmod,
end det jeg alene føler ved Besiddelsen af mit
Sinds Knivsystemer.
Naar Forestillingen om Verdens topmaalte Under
mødes med Overbevisningen om alle Tings
Endelighed,
da lever jeg.
Denne Knagen af Akslerne,
dette djævelske Sammenstød af psykisk Lyd
frigør de transcendentale Smærtevibrationer,
der er Formen for mit inderste Jeg.
Min Bevidsthed ytrer sig som sjælelig Interferens.
Selve det skrigende Forhold mellem alle iøvrigt
harmoniske Virkeligheder
er mit Indres gennemtrængende Tonart.
To diametralt modsatte Livsbevidstheder mødes
og skærpes i mit Hjærte.
Den blaa Nat er saa stille. Jeg ligger søvnløs.
Stilheden vider sig og klinger, hviner, skingrer!
Det er Lyden af tusinde Miles Tomhed
imellem de kværnende Stenkloder.
Det er Rummets Monologer, hvis Ringe mødes
med Tidens tonløse Cirkler.