Brunøjede, taalmodige og gode!
Du mildeste som vi i Verden ved!
Den Jord var mager tidt, hvori du groede;
men bundløs er dit Hjærtes Trofasthed.
Trods Gyldenglød du groer i kolde Lande,
hvor Mandens Drøm er en Venindes Favn;
og Nornen skrev den Rune paa din Pande:
Uselviskhed, o, Kvinde, er dit Navn!
Dig har en haaret Husbond, svøbt i Huder,
slæbt hjem til Hulen som en Ræv sit Rov;
og dine Bryster blev de Hovedpuder,
hvor trygt som Barn i Moderliv han sov.
Og Takken fik du af hans haarde Næve,
mens Drengebørn du fødte paa hans Fjæl;
og haansk har han forraadt dig for en Tæve — — —
Dit Hjærte blev ham tro alligevel.
Din Godhed tilgav tavs hvad Manden synded,
mens tro du gik og dækkede hans Skam.
Du fulgte ham i Faldet, ja, i Dyndet,
og saa dog i den Faldne stedse ham.
Du fulgte ham til Ærens Top og Tinde,
den samme klædt i Fløjl og Hermelin — — —
Eleonore, Fange og Fyrstinde,
en evig Kvindesaga var i din!
Stilfærdige og moderlige Frue,
som skænker Mandens Hjærte Vin og Brød
og nærer Arnens Flamme i hans Stue,
og blev hans Tankes sommerlige Glød!
Saa stærke Mænd har grædt for dine Øjne
og glemt, indlullet ved dit kære Bryst,
al tom Forfængeligheds Kval og Løgne,
kaldt hjem til Livets Hjærte af din Røst.
Trælkvinde kan du være eller Dronning
og dele Kaar med Krage eller Falk,
en Draabe af den store Sommers Honning
sank gylden i dit Solskinshjærtes Kalk.
Se, derfor blev din Munterhed, den milde,
og al din Kærlighed saa blomstersød.
Den brænder under Huden dulgt og stille,
den sommerlige, honninggule Glød.
Brunøjede, taalmodige og gode,
du mildeste vi har i Verden mødt!
Den Jord var mager tidt, hvori du groede — — —
men hvor din Ungdom dufter foraarssødt!
Held ham du blev en tro og kær Veninde!
Omkring hans Verden staar en Duft af Vaar.
Og han vil tro en Gang med Øjne blinde,
at Mørket er dit gyldenbrune Haar.