Saa fandt du dog din Sang igen,
dit Solskin kom tilbage!
Tavs har du gemt dig, Ungdoms Ven,
I mange mørke Dage.
Den lange Vinter løb du sky
og stum ved Dødens Porte.
Men Livets Sol har rørt paany
ved dine Fjedre sorte.
Vi mødtes første Gang hin Vaar,
den drømmesvangre, fjærne,
hvis Afglans nu i Vester staar
med Nattens første Stjærne.
Og da var Dagen sød og rig,
og Natten dyb af Drømme;
og saligt sank dit Solskinsskrig
til Bunds i Sjælens Strømme.
Vi mødtes senere igen — — —
Det var ved Vintertide.
Da var vi begge plyndret, Ven,
og ene med vor Kvide.
Og da var Natten lang og léd,
og alle Dage øde.
Men brændt af Frost og Ensomhed
blev dine Sange søde.
Vel mødt i Vaaren, Ungdoms Ven,
og Ven fra kolde Dage!
Guds Godhed favner os igen,
vort Solskin kom tilbage.
Dit Næb blev som det blanke Guld,
og sort som Sod din Skjorte.
Din Strube jubler sødmefuld
ved Solopgangens Porte.
Og fløjter du i Herlighed
fra Granerne de høje
den store Sol bag Skove ned
med Himlen i dit Øje,
Er al din Sjæl en Stjærnehelg,
som risler Gud i Møde;
og saligt drypper fra dit Svælg
den klare Aftenrøde.