Vil du med ud og mærke den bidende Vind,
imens Solskinnet brænder sit Kys paa din Kind
under Skyernes skinnende Telte?
Vil du med ud og møde den halvvoksne Vaar,
som ombrumlet af Bier mellem Pilene gaar
med den første Viol i sit Bælte?
Vil du med ud, hvor Gedden nu leger i Aa,
imens Guldsmedde skælver om Grøfternes Straa,
som en Vaar der skal gløde og gyse,
og hvor Svaler kvivitter om diende Lam,
imens Dagene klædes i brusende Ham,
og de frodige Nætter bli’r lyse.
Vil du med ud og vandre langs kridhvide Krat?
Vil du med ud og sove i Foraarets Nat,
imens Viberne klager i Enge?
O, den vældige Vaarnat har Stemmer og Lyd,
som gaar hen over Hjærtet med vuggende Fryd
som smaa Skvulp over skælvende Strænge.
Og man sover saa godt nær den ynglende Jord;
og i Drømmene blander sig Frøernes Kor
fra de gurglende Tørveskærs Grøde.
Og vi vaagner og lytter, mens Vildandetræk
svirrer piskende henover Huset og væk,
imens Natten gaar Dagen i Møde.
Og ustanselig siger en Rørfugl: Titit!
Som smaa Regndraaber drypper i Tusmørket blidt — — —
Glemt er Stenbro og støjende Gader.
Men naar Dæmringen staar ved vor Rude saa tyst,
maa jeg saa sove ind ved dit vuggende Bryst,
til vi vækkes af Lærkekaskader.