Du tripper, mit Barn, over Gadernes Sten
hver Morgen og Aften paa flittige Ben.
Du sidder ved Pultene pligttro og klog
og prænter retfærdige Tal i en Bog — — — —
Men Vaaren har rørt ved dit Hjærte.
Din Tanke er trænet i Tallets Taktik.
Dit Hjærte har Solskinnet sat i Musik.
En Støvstøtte skraas over Pultene staar;
den slynger dig Guldbaand om Skulder og Haar,
og Vaaren har rørt ved dit Hjærte.
Naar Stærene fløjter en Dag i April,
faar Pigebørn nyfødte Øjne og Smil.
Du flyver mit Barn gennem Foraarets By
med Øjne, der røber, saa blomstrende ny,
at Vaaren har rørt ved dit Hjærte.
Du sluger din Mad i et klamt Pensionat;
og en eller anden er altid parat.
Du suser paa Cyclen med den og med den — — —
Men — — om mig i Møde, Befrier og Ven!
For Vaaren har rørt ved mit Hjærte!
Du styrer din Cycle med Smag og Fornuft — — —
Du kysser en Usét i Aftenens Luft.
Fri flyver du gennem et grænseløst Rum — — —
Omkring dig er Stemmer, men selv er du stum —
For Vaaren har rørt ved dit Hjærte.
Du træder Pedalen og føler Dig skøn — — —
Mod Stjærnen, den tindrende, flyver din Bøn.
Pan rører din Læbe; nu er du Mystik,
en syngende Cello i Altets Musik
for Vaaren har rørt ved dit Hjærte.
Nu saarer du En, som du selv næppe saa.
Nu er du den Drøm, som han aldrig skal naa.
Nu sitrer en Sjæl under Panbuens Strøg,
som Vaarnattens Spover i Tusmørket fløj.
For Vaaren har rørt ved dit Hjærte.
Men Byen, hvis durende Drøn du har glemt,
gaar klirrende mod dig med Klokker og Klemt.
Blandt Lamper og Lygter du staar, lidt forsagt,
men endnu med Stjærnen i hemmelig Pagt —-
for Vaaren har rørt ved dit Hjærte.
Og saa er der En, som du pludselig ser,
et Ansigt, et fremmed, med Øjne, der bé’r — — —
Du studser, du fatter— du vender dig bort
og aabner din Gangdør og smækker den haardt — — —
Men Vaaren har rørt ved dit Hjærte.
Du fletter dit Haar med et Saar i dit Sind;
du fletter det over en brændende Kind.
Du hælder din Kind mod din Skulder lidt skraat
og fletter dit Haar, mens du græder saa smaat —
For Vaaren har rørt ved dit Hjærte.
„Snart,” hvisker du vredt, „er ens Ungdom forspildt!
Du dumme, jeg vilde jo elske dig vildt!”
Du hopper i Seng og du dækker dig til,
men kan ikke sove saa gærne du vil;
for Vaaren har rørt ved dit Hjærte.
Vredt hvisker du: Er jeg da styg eller kold?
Vildt brænder du, Barn, i den Vældiges Vold.
Ved Middagstid sidder du kølig og klog
og prænter retfærdige Tal i en Bog —
Men Vaaren har rørt ved dit Hjærte