Det raaber deroppe, det klynker,
det snakker, som nogen blev trøstet — —
En skreg, og den skrigende synker
med Panpilen boret i Brystet.
Jeg sprang over Marken mod Skriget.
Jeg fandt hende inde ved Diget!
Hun slæbte den spættede Vinge
med Blod paa den dunede Bringe.
I Plovfuren laa hun og jamred —
og over os larmede Trækket;
og Hjærtet i Dunbrystet hamred,
saa Mørket omkring os blev vækket.
Sort sivede Blodet fra Saaret.
Saa tav hun, og Natten blev øde.
Men sandelig bar hun i Haaret
al Foraarets krydrede Grøde.
En Lugt som af solsveden Sommer,
Pors, Harpiks og modnende Blommer
Og denne Aroma af hende
er i mig til Dagenes Ende.