O maabitte Liser, for hvem bedaaret
vi brænder Alterlys hele Aaret —
og Sløjfer fletter vi dem i Haaret,
Skal blive Foraarets store Liser
og trippe kækt langs de samme Fliser,
hvor deres Mødre sang Solskinsviser.
Smaa nye Liser de faar paa Skødet;
skønt mangen Lise gik tabt i Ødet.
Men hvor de stormer til Foraarsmødet!
En ubetvungen, forvoven Horde
hvis lange Kjoler i Fjor var korte —
Og de skal storme, naar vi er borte!
Hvor sødt I kvidrer, I nye Liser,
hvis Struber bruser af Vaarens Viser!
I er den Velstand mit Hjærte priser.
Det er paa Tide, at jeg maa vige.
Men I som stemte min Solskinsgige,
jeg under eder det nye Rige!
Og før jeg strækker mig hen paa Baaren,
vil moriturus jeg sænke Kaarden:
Tak Sol og Sødme! Saluto Vaaren!