Alt var saa stille, mens Farverne faldt.
Vejen blev gul; der var gult overalt.
Stille stod Linde og blegnede bort.
Solskinnet kom, men det rakte saa kort.
Vildvinen faldt som en dryppende Brand
over Kanalernes blikstille Vand.
Glødende tyste Kastanjer stod,
saa sig dernede fra Top til Rod.
Saa i det farveforskønnende Vands
irrede Kobber- og Messingglans.
Høsthimlens fjærne og blege Blaa
gled som en flygtig Emalje derpaa.
Mægtigt, o, mægtigt i Stilhedens Glød
tonede Salmen om Elskov og Død.
Tavse og gysende stod vi, mens alt
brændte og blussed og blegned og faldt.
Gysende stod vi. Vor Styrke var brudt.
Men i Forvandlingens rige Minut
var det min Attraa at drikke din Munds
tavse og evige Smerte tilbunds.
Vilde jeg leve det Nu, som er værd
hele vort Jordelivs kvalsomme Færd.
Alle Kastanjerne brændte paa Rad,
over os daled det flammende Blad.
Daled og flammed og faldt for vor Fod.
Lindene blegnede bort som de stod.
Under Kastanjerne stod vi, mens alt
brændte og blussed og blegned og faldt.
Under Kastanjerne stod vi. Og tyst,
tyst som de dødsstille Høstfarvers Lyst,
brændte den svidende Længsel sig Vej
gennem to Hjærter, som vilde det ej.