Sommetider kan jeg ikke sove ind,
Uro jager Søvnen fra min Seng.
Stygge Drømmesyner spøger i mit Sind,
saa jeg frygter næsten som en Dreng.
Sukket flytter ikke Byrden fra mit Bryst.
Kun mit Blod, som mumler, hvisker mig sin Trøst —
Fred! Fred!
Ja, Fred, det har min Mo’r
i den gode Jord.
Og jeg ser min Mo’r, som om det var i Gaar.
Natklædt nærmer hun sig til min Seng,
pusler Dynen om mig og mit Pudevaar.
»Ligger du nu godt, min lille Dreng?«
Lytter jeg til Uhrets jagende Tiktik,
tænker jeg paa hendes uropinte Blik.
Fred! Fred!
Ja, Fred, det fik du, Mo’r,
i den gode Jord.
Der er Jord, som drager dulmende og sært.
Du har Ret, som kaldte Jorden god.
Lydhør, tæt ved Livets Hjærte har jeg lært,
hvad der hvisker lønligst i mit Blod.
Svalet hørte jeg, fortærei af min Ild,
Muldets Kilde mumle moderlig og mild
Fred! Fred!
Ja, Fred, det faar vi, Mo’r,
i den gode Jord.
Kom og sæt dig her ved Sengekanten, Mor,
i de lange Nætters Søvnløshed.
Nu kan vi forstaa hinanden uden Ord,
talende om Ting, som ingen ved.
Tavs du læser alle Spørgsmaal i mit Blik.
Tavs du svarer paa dem med dit kloge Nik.
Fred! Fred!
Ja, Fred, det vil vi, Mo’r,
i den gode Jord.