Dengang Asaguderne drog ind i Norden fra Østerleden, var Odin den ypperste iblandt dem. Om ham er det fortalt, at han havde en Søn ved Navn Svafurlami, som han indsatte til Hersker over Gardarige. Nu hendte det sig engang, at Kong Svafurlami foer vild paa Jagten og seent mod Aften befandt sig ved en høi Klippevæg. Udenfor denne stode to Dværge, og saae paa ham, halv spottende, halv nysgjerrige. „Jeg gad vidst, sagde den Ene af dem til den Anden, om Kongen nu agter at ride tvert igjennem vor Klippe, eller han vil vende om som en Taabe.” Over disse Ord blev Svafurlami vred, og som han var vel oplært af Odin i alskens Tryllekunster, saa bandt han ved sine Ord og ved en magisk Jernstav begge Dværgene saa fast til det Sted, de stod paa, at de hverken kunde røre Haand eller Fod, heller ikke flye ind i deres Klippe; og det var nu hans Agt at dræbe dem. Men de Elendige tryglede for deres Liv, og bad, om de ikke maatte løse det med et eller andet kostbart Klenodie. Heraf havde Dværgene paa de Tider fuldt op; thi Ingen var deres Lige i at arbeide i Guld og andre Metaller. Kongen tog mod Tilbudet, og Aftalen blev, at Dyrin og Dvalin — saaledes hed de to Dværge — skulde smedde ham et Sværd med Haandfang af Guld og en vel forarbeidet Skede. Dette Sværd skulde de hamre saaledes, at det aldrig kunde brydes sønder, aldrig ruste, at det kunde trænge gjennem Steen og Jern som var det Klæde, og desforuden altid bringe Den, der førte det, Seier. Derefter red Kongen hjem, men kom tilbage til Klippen paa den Dag, der var ham fastsat. Dværgene stode der allerede med Sværdet. Dvalin rakte det til Kongen, idet han med en underfundig Mine tilføiede disse Ord: „Dette Sværd, Kong Svafurlami, er i alle Maader, som du har ønsket det. Det bider baade Jern og Steen, det ruster aldrig, dets Klinge har den Egenskab, at der gaae lyse Luer derfra, naar den drages, og disse Luer maae slukkes i et Menneskebryst. Derfor maa En døe, hver Gang det drages af Balgen. Det bringer Den, der fører det, Seier; men, vogt dig, Konge! dette Sværd vil blive din egen Bane!” Over denne Spaadom blev Kongen meget forbittret, og jog sit Spyd efter Dværgene; men de forsvandt i Klippen.
Hiint kostelige Sværd førte Svafurlami for Eftertiden og kaldte det Tyrfing. Det blev snart meget navnkundigt; thi det skaffede Kongen Seier i alle Slag og alle Tvekampe.
Rygtet om dette Sværd naaede ogsaa til en stor og stærk Kjæmpe ved Navn Arngrim. Han fik Lyst til Tyrfing og udfordrede Svafurlami til Holmgang, idet han stolede paa sit Skjold, der var saa stærkt, at dets Lige ikke gaves. Men da det nu kom til Kamp, kløvede Kongen hans Skjold heelt igjennem, men Hugget var saa drabeligt, at Odden af Tyrfing gik dybt ned i Jorden og blev siddende. Da var Arngrim ikke seen, men hug Kongen over Haanden, saa han maatte slippe Tyrfing; hvorpaa han fældede ham med hans eget Sværd, og Dværgenes Spaadom gik da i Opfyldelse. Derpaa drog Arngrim ind i Kongens Borg, bemægtigede sig alle hans Kostbarheder og desforuden hans eneste Datter, Eyvor, som han siden ægtede. Med Eyvor fik han i Tidens Løb 12 Sønner, der alle besad stor Styrke, men et haardt og grumt Sindelag efter deres Fædrenefrænder. Ofte kom Bersærker-Raseriet over dem, saa de vare nærved at øde deres egne Mænd. Som i et Overmaal af Styrke pleiede de da at bide i Skjoldene og hugge i Træer og Stene, indtil Raseriet havde sat sig. Iblandt dem var Angantyr den ældste, høieste og stærkeste. Han havde for sin Part faaet Sværdet Tyrfing af sin Fader og forstod at bruge det. Men disse Brødre fik forresten et hastigt Endeligt. Det kom til en i hele Norden berømt Kamp paa Samsø, der endte med, at alle tolv Brødre faldt. En vældig Kjæmpehøi blev reist over dem, og i denne nedlagdes deres Vaaben, saa at det kostelige Sværd Tyrfing nu laae skjult under Jorden paa Samsø.
Paa de Tider levede der paa Aldeigiaborg ved Ladogasøen en mægtig og anseet Jarl ved Navn Biartmar, hvis eneste Datter hed Svafa. Dennes Datter Hervar blev opdraget hos Jarlen. Hun var stor og smuk, men af en mærkelig dristig og mandig Natur. Hervars Hu stod mindst af Alt til Qvindesysler, men hendes Lyst var at ride, skyde med Bue og øve sig med Skjold og Sværd, som den Tids Skjoldmøer pleiede. Hun var derfor ofte mere streng og bydende end Qvinder pleie, hvilket da Jarlens Trælle og hans andre Folk stundom fik at føle. Men hun var tillige af høi Tænkemaade og dybsindig i sin Tale. Om hende kunde der endnu være Meget at fortælle. Men jeg vil her standse og lade Sangens Kunst meddele hvad der endnu staaer tilbage tilligemed Det, der allerede i Korthed er omtalt, for at Intet skulde synes Eder dunkelt eller uforstaaeligt. Retnu befinde vi os i den tidlige Morgenstund paa en stor Eng ved Jarl Biartmars Gaard. En Sværm af hans Trælle ere i fuldt Arbeid med at drive Folerne ud paa Engen, og nærved Jarlens Gaard samler der sig en lystig Skare af hans Mænd, der med Buer og lange Spyd staae færdige til at drage paa Jagten og kun vente paa Befaling til at bryde op. Om lidt slulle I høre Tonerne af deres Ludur- og Jagthorn, naar de paa flygtige Heste fare hen over Høiene.