Da jeg efter det skandinaviske Selskabs Opfordring besluttede mig til at udføre, til Brug for Selskabets koncerter, et nordisk Digt af større Omfang, hvis Text kunde være skikket til musikalsk Behandling og navnlig videre udvikle vore komponisters ældre Forsøg i den nordiske Retning, da var jeg ikke blind for de ualmindelige Vanskeligheder, der her vare at overvinde. Et saadant Digt maatte være af prædominerende lyrisk Characteer. Det vilde gjøre et dramatisk Digts Fordringer uden at turde være dramatisk. Det maatte indeholde Handling, men denne Handling turde ikke træde frem gjennem andre Midler end reent lyriske. Thi et saadant Digt skulde ikke skrives for Tilskuere, men for Tilhørere; dets Scene ikke opføres af malede Bræder og Lærreder, men efterhaanden og uformærkt bygges i den lyttende Forsamlings Phantasie, i Tankens og Følelsens stillere Regioner. Handling og Characterer turde da ene og alene udvikle sig gjennem de lyriske Udgydelser; men dette maatte skee med en saa stor objectiv Anskuelighed, at man, ved at høre den musikalske Gjennemførelse, maatte med det indre Øie see Handlingen og de handlende Personer drage forbi. De Lettelser, den dramatiske Kunst indrømmer, f. Ex. Angivelsen i Parenthes af en Persons Ankomst og Bortgang, maatte her falde bort, og den lyriske Kunst forstaae at erstatte disse Savn.
Til et saadant Digt existerede der intet Forbillede, der kunde tjene til Ledestjerne. Oratorierne (de ældre geistlige og de fra Haydn og til vor Tid) ere af et for enkelt Indhold og lægge for liden Vægt paa Udfoldning af Handling og Characterer, til at de synderligt kunde komme i Betragtning; og i de nyere franske, saakaldte „Oder” ere Digtene kun et Vehikel for Componistens Tonemalerier, der betragtes som Hovedsagen. Spørgsmaalet var altsaa her om en ny Form, der maatte udfindes saavel af Digteren som senere af Componisten.
At nu den musikalske Behandling af et saadant nordisk Digt maa, ligesom al nordisk Musik, øse af vore gamle Kjæmpevise-Melodier fra Middelalderen, kan neppe betvivles. Men om Digterens Text med Beqvemhed kan slutte sig til hine gamle Sange, synes meget problematisk. Hvad der kan udvikles af dem i det Episke, i en Cyclus af Romancer, har Oehlenschlæger glimrende viist i „Helge”; og hvormeget dramatisk Stof de indeholde, troer jeg at have godtgjort i „Svend Dyrings Huus”. Men skal et nogenlunde indholdsrigt Sujet opløse sig i lutter lyriske Digte, og den dramatiske Dialog erholde Vexelsangens Characteer, da vil man, ved at slutte sig til de gamle Sange, ikke befinde sig paa den rette Jordbund. Disse indeholde, paa ganske faa Undtagelser nær, ikke en subjectiv Udtalelse af en reen lyrisk Stemning, men denne tilføres os under episke Former og meget hyppig i en dramatisk Dialog.
Anderledes er Forholdet i Digtene i den ældre Ed da. I dem dvæler Sangeren saa lidt som muligt ved det ofte rige episke Indhold, han behandler, og hvor denne Undgaaen er ugjørlig, der forstaaer han at give det Episke et ophøiet, lyrisk Sving. Alt det Stofartige lader han saa meget som muligt ligge, han opfanger dets flygtige Bestanddele, giver dem et lyrisk Udtryk, og forlener da som oftest Dialogen en Vexelsangs Flugt. Derfor træffer man i disse Digte den eiendommelige Form, at Sangeren snart indleder sit Digt, snart danner dets enkelte Overgange ved en prosaisk Fortælling i Saga-Tone, der er ligesom en Afleder for det episke Element, for det altfor Stofrige, og udføres indtil det Punkt, hvor den lyriske Strømning kan begynde.1
Det er derfor de eddiske Digte, jeg efter nøie Overveielse har sluttet mig til, og det er af denne Grund, jeg har valgt et Stof fra den mythiske Tid. Dette Stof har nu heelt igjennem kunnet udvikle sig reent lyrisk, thi de 2de episke Digte, der forekomme (Biartmars Fortælling og Hyrdens Sang paa Samsø) henhøre til Det, der gaaer forud for Digtets Handling, og staae her med samme Ret som i et dramatisk Digt, hvor man indrømmer det Episke en lignende Frihed. — Fremdeles har jeg indledet hver Afdeling med en Fortælling i Sagaform, hvis Motiv er det samme som i de eddiske Digte: Stoffets Concentrering og Frigjørelse for alt det Episke, der ikke lettelig lod sig oplæse lyrisk2. Det er altsaa langtfra, at disse Indledninger skyldes et vilkaarligt Valg. De begrundes i denne Digtarts Natur og i vor ældste nordiske Poesie. De ere bestemte til at reciteres umiddelbart foran hver Afdeling, efter Ouverturen eller Forspillet. Dernæst følge de andre Digte uden Ophold efter hverandre, forbundne ved musikalske Overgange, og kun mellem hver Afdeling bliver der et Ophold.
Det Stof, jeg har valgt, er taget af Hervarrasaga, eller Sagaen om Hervar og Kong Heidrek. Denne mærkelige Saga har i nyere Tider paa en forunderlig Maade snart tiltrukket, snart frastødt Beundrerne af Sagaliteraturen. Det kan vel heller ikke feile, at den, uagtet sine skjønne og gribende Enkeltheder, har, ved at blandes med fremmede Sagn og nedskrives i en sildigere, upoetisk Tid, mistet en ikke ringe Deel af sin poetiske Energie. Imod de mægtige og dog saa simple Omrids i Expositionen og det nærmest Følgende (Tyrfings Smedning af Dværgene og deres Forbandelse, Holmgangen paa Samsø. Hervars Samtale med sin døde Fader og Heidreks Brodermord) imod dette er Resten smaalig, uklar og forvirret. Jeg har nu søgt ved en større Simplicitet i den tragiske Udvikling af Fatum, og ved en mere energisk Opløsning af dette, at føre Stoffets Idee tilbage til dens oprindelige Høihed. Den mythiske Betydning, der aabenbar tilkommer dette Stof, men der i Sagaen viser sig som henslængte Rudera af noget Forstyrret og i Tiden Undergaaet, har jeg igjen søgt at indsætte i dens Ret. Naar saaledes Sagafortælleren begynder med en udførlig Beretning om Jætterne og Aserne, om Odins Søns (egentlig hans Sønnesøns) Drab af Bjergrisen Arngrim, Hervars og Heidreks Stamfader, naar Odin siden under Gestur Blindes Skikkelse indfinder sig hos Heidrek og spaaer ham hans nære Død: da staae alle disse betydningsfulde Momenter i Sagaen uden indre Forbindelse og altsaa betydningsløse, hvorimod jeg haaber, at de i min Behandling have faaet deres rette Plads som Grund og Følge.
Til Slutning maa endnu et Par Ord tillades mig angaaende dette Digts Omfang. Som bekjendt har man i den nyeste Tid saavel i Frankrig som i Tydskland opført Oratorier af ualmindelig Udstrækning, paa tre Timer og derover. Det er sandsynligviis disse, som det skandinaviske Selskab har havt for Øie; det Sujet, man med stor Humanitet blot exempelviis, og uden at ville binde mig dertil, opgav mig, var kun muligt under en meget udførlig Behandling, der i Længde endog vilde have overgaaet det nærværende Digt. I Tyrfing har Texten omtrent en almindelig Operatexts Omfang, men vil neppe optage dennes Tid. De for Operaen sædvanlige musikalske Gjentagelser i de større Arier og de kombinerede Nummere, der tilligemed hele Operastilen svulme op i Tid, maae formeentlig her vige for en simplere Behandling, en strengere Stiil, og dette meget bidrage til at forkorte Componistens Værk.
Kjøbenhavn, i October 1847.