Med største Pragt Naturen gik
Mel.: Vor Gud han er så fast en borg
Mel.: Vor Gud han er så fast en borg
Med største Pragt Naturen gik
Fra Skabermandens Hænder,
Sin skønne Lod hver Skabning fik,
I alle Verdens Ender.
Alt knyttes ved et Baand,
Skiøndt en almægtig Haand
Udspredte Verdener,
Forbandt den dog enhver
I Ordens Kiæden sammen.
See Jorden sine Vexter fik,
Fik Dug og Sole-Straaler,
Fik mere i et Øyeblik
End noget Øye maaler;
Fik al den Pomp og Pragt,
Sin Snee og Sommer-Dragt,
Fik hvad der regner ned
I yppig Frugtbarhed
Til Tidens hele Længde.
Man hvortil al den Herlighed,
Som sees og aldrig kjendes,
Som blev og er, og varer ved
Til heele Tiden endes?
For hvem det skabte Alt?
For Mennesket, som faldt;
O, hvilken Overvægt
For dig, o Adams Slægt!
Guds Naades Maal paa Jorden.
Skal al naturen flyde ud
I dine Glæde-Strømme?
Kan Helved’ ej, vil ikke Gud
Dig, faldne Støv, fordømme?
Skal alle Ting forgaae,
Og du selv see derpaa;
Besielet haandfuld Jord!
Hvor er din Skaber stor,
Og du dit eget Under!
Min Sjel! o min forløste Siel!
Som Herren kan tilbede,
Og kan i Naadens store Væld
Din Frelsere oplede,
Du og dit dyre Liv
Er dog fra Tidens Bliv
Et synligt Øyemeed
for al den Kierlighed,
Kun Guddom har i Eye.
Fald ned i hvert Almagtens Fied!
Bliv der til idel Tunge!
Syng: Gud er stor! og Evighed
Den skal det samme siunge.
O salig Engle-Flok!
Som haver Gud og nok,
Stem i med vores Jord,
Og siig: at Gud er stor,
Som Aanderne opholder.