Boye, Birgitte Cathrine, 1742–1824, Forfatterinde. Født 7. Marts 1742 i Gentofte, død 17. Okt. 1824 i Kbh. (Trin.), begr. sst. Forældre: Ladefoged, senere kgl. Jagtbetjent paa Jægersborg Jens Johannissen (1711-tidligst 72) og Dorthea Henriksdatter (1712-tidligst 72). Gift 1° 23. Sept. 1763 i Gentofte med kgl. Skovrider i Vordingborg Amt Herman Michelsen Hertz, f. ca. 1735, begr. 10. Marts 1775 i Ørslev, Baarse Herred. 2° 2. Jan. 1778 i Kbh. (Frue) med Kontrollør ved Maltmøllen, senere Toldskriver og Justitsraad Hans Boye, f. 10. Dec. 1745 i Aarhus, d. 8. Juni 1815 i Kbh. (Trin.), Søn af Hører og Kantor, senere Sognepræst i Løsning Hans Frandsen Boye (1713–60, gift 2° 1750 med Birgitte Kirstine Looft, 1711–92) og Bodil Hansdatter Terman (d. 1749).
Birgitte Boye voksede op som den ældste af syv Søskende i et kærligt og gudfrygtigt Hjem. Tretten Aar gammel blev hun forlovet med en ung kongelig Jæger og i sit 21. Aar gift med ham. Hun var en omhyggelig Husmoder og Moder til fire Børn, hvoraf den yngste, Jens Michael, endte som Biskop i Ribe. Men der var ogsaa andre Anlæg og Interesser i hende. De fik foreløbig Afløb i en grundig og udstrakt Læsning, som efterhaanden gjorde hende fortrolig med Hovedforfatterne i engelsk, fransk og tysk Litteratur. Da kaldte 1773 en Indbydelse fra de skønne Videnskabers Selskab til »enhver, der følte Kald og Lyst til at dyrke den hellige Poesi«, hende selv frem paa Forfatterbanen. Man havde ønsket at faa lavet en ny Salmebog, »hvori baade den Enfoldige efter sin Kundskabs Maade intet skulde savne, og navnlig den Oplyste finde den Aands Opløftelse, han attraaede«. Madam Hertz indsendte 20 Salmer (de fleste over David 104) til Selskabet. 18 af disse optoges i Harboes og Guldbergs Salmebog 1778 foruden en Mængde senere forfattede, i alt omtrent 125 originale og 24 oversatte. De har svaret til Tidens Smag. De har mindre for den enfoldige end for den oplyste, megen Klopstocksk Retorik, men liden Prægnans, og paafaldende ofte er de Naturbetragtninger som Udgangspunkt for en Hyldest af Guds Visdom og Vælde. Samtiden lovede hende »udødelig Agtelse i den danske Kirke«, men kun tretten af hendes
Salmer er naaet ned til den nuværende Salmebog, endda kun ved Hjælp af Grundtvigs ganske væsentlige Omdigtning.
Da hendes Mands Stilling var truet og senere efter hans Død, var Guldberg hende en god Støtte. Han skaffede hende Arveprinsens Hjælp til at faa hendes to Sønner optaget i Helsingør Skole, og han opfordrede hende til fortsat Produktion. Efter sit andet Ægteskab forsøgte hun sig i den dramatiske Digtning og vandt ogsaa her Yndest. 1780 kom Hyrdestykket »Melicerte«, opført paa Fredensborg til Enkedronningens Fødselsdag. I denne gennemprøvede Genre bevæger hun sig navnlig i Arierne ikke uden Gratie. Men det heroiske Sørgespil »Gorm den Gamle« (1781, optrykt af Selskabet for de skønne Videnskaber 1784) er med sin urimelige Handling, sin affekterte Replik, sin etiske Patos og sin nationale Smiger ganske stilløst. Bedst er nogle af Romancerne i en Storm’sk Folkevisestil. Et heroisk Skuespil fra 1795 »Sigrid eller Regnaids Død« med Stof fra Saxo er noget simplere og sikrere i Stilen.
Eftertiden har ikke godkendt Samtidens Dom om Birgitte Boye. Hun synes ogsaa selv at have følt sin Begrænsning. Efter Oehlenschlägers Fremtræden udgav hun intet mere. Trods ringe Originalitet var hun utvivlsomt et ægte poetisk Gemyt, en fin og ædel Kvinde, hvis Karakter af alle i Samtiden faar den højeste Lov.
Georg Christensen in: Dansk biografisk Lexikon, Gyldendalske Boghandels Forlag, Kbh., 2. udg., 1932–44, bd. III, pp. 536–537.