Naar en Bog, der ved sin første Fremkomst har gjort saa stor Sensation som Gjengangerbrevene, udgives paany, efter saa lang Tids Forløb, under saa forandrede Literatur-Forhold, for ikke at tale om de politiske, da kan der hos Forf. opstaae Tvivel, om den ikke deels vil synes fremmed og uforstaaelig for den nye Tid, beels noget for skarp og henstynsløs i sin Polemik, Hvad det sidste angaaer, da vil jeg trøste mig med J. P. Mynsters Ord om Brevenes Forfatter: „Hvor „hurtigt og levende han endog har bevæget sig gjennem „hele Kamppladsen, hvor pludseligt han endog har vendt „sine Angreb til de forskjelligste Sider, have hans Be-„vægelser aldrig saaret Skjønheds-Følelsen, han har i „den meest levende Strid ikke overtraadt Kamplovene, „dersom disse forklares nogenlunde liberalt.”1 — Disse Ord, vil jeg haabe, skulle endnu befindes gyldige.
Med Hensyn til Brevenes Forstaaelighed for Nutidens Læsere, da er det en heldig Onrstændighed, at vor Literatur i den nyere Tid er bleven beriget med flere Bidrag, der tjene til at belyse den Periode, Gjengangerbrevene hørte til og paa en Maade sluttede. Af disse skal jeg her indskrænke mig til at nævne Baggesens Biographie ved dennes Søn A. Baggesen, fjerde Binds 2den Deel, der giver en udførlig Skildring af Feiden angaaende Oehlenschlägers Digterværker; og den nylig fuldendte Udgave af J. L. Heibergs prosaiske Skrifter, i hvilke den flyvende Post’s senere Polemik angaaende samme Gjenstand er optagen. Men da Et og Andet, især enkelte Allusioner, saaledes til Datidens historiske Begivenheder, maaskee kunne ligge mindre paa rede Haand for den nuværende Generation, skal jeg i det Følgende meddele de Oplysninger, der endnu kunne behøves.
Gjengangerbrevene sluttede sig saavel til den ældre, berømte Feide mellem Baggesen og Oehlenschlägers Venner og Beundrere som til dennes Fortsættelse en halv Snees Aar senere i Heibergs flyvende Post og nogle andre Blade. Den første begyndte 1814 med nogle skarpt kritiserende Anmeldelser af et Par af Oehlenschlägers Skuespil, som Baggesen lod indrykke i Høst’s Danora. Disse Anmeldelser bleve efterfulgte af en Mængde polemiske Artikler, hvis Domme og Meninger ikke indskrænkede sig til enkelte Arbeider, men udstrakte sig over Oehlenschlägers Poesie i Almindelighed. Den Modstand, Baggesen mødte, gav Anledning til en Feide, der varede til ind i 1819 og blev paa begge Sider ført med stor Livenskabelighed. For Øieblikket kunde den ikke føre til noget Resultat, men den var ligefuldt saare mærkelig og af ikke ringe Indflydelse paa vor poetiske Literatur. Allerede den store Interesse, en Mængde reent æsthetiske Spørgsmaals Omtale og Discussion vakte hos næsten hele det læsende Publikum og i saa lang Tid, kunde ikke Andet end være gunstig for vore Literatur-Forhold.
Baggesen døde i Udlandet 1826 paa Reisen hjemad. Dengang var den gamle Feide endnu i frisk Erindring, men der var foregaaet en betydelig Forandring i Stemningen. Folk vare nu ikke slet saa irritable og utilgjængelige, naar Talen var om en critisk Vurdering af et af Oehlenschlägers Værker. Meningerne havde nu, da Lidenskaber og Partier ikke længer førte Ordet, faaet Tid til at klares og ordnes og, under Savnet af Modstand, i mange Punkter af sig selv givet efter. Dette blev snart kjendeligt, da den ovenberørte Feide et Par Aar efter Baggesens Død fandt ikke saa meget en Fortsættelse som en videre Udvikling og en videnskabelig Begrundelse, idet tillige flere Hovedpunkter vistes indenfor deres rette Grændser. Denne nye literaire Strid blev foranlediget af en Critik over „Væringerne i Miklagard” der i Slutningen af 1827 stod i „Den flyvende Post”, hvilket Blad Heiberg samme Aar havde begyndt at udgive. Den blev ført i det følgende Aar og til ind i 1830, deels i det nævnte Blad, deels i Kjøbenhansposten og i nogle mindre, særskilte Skrifter. Den adskilte sig I flere Henseender fra den ældre Feide. Oehlenschläger holdt sig ikke taus, men tog tvertimod til Gjenmæle i to Smaaskrister. Striden gav et rigere Udbytte, saavel ved at foranledige Digteren selv til at udtale sig som ved at give Heiberg Leilighed til at fremsætte en lille Æsthetik in nuce, hvorved de vigtigste Strids-Spørgsmaal erholdt fastere Holdepunkter; og- dette kræver Villighed at indrømme — den blev, uagtet dens uundgaaelige polemiske Characteer, fra Sidstnævntes Side ført, uden at han et Øieblik tabte Oehlenschlägers store Betydning for vor poetiske Literatur af Syne. Men efterhaanden som Flere tog Deel i denne literaire Debat, der hidtil var bleven fulgt med levende Interesse af hele den dannede Læseverden, antog den en mere lidenskabelig Tone. Efter Kjøbenhavnspostens Skik, at lade Ukaldede i Flæng med de mere Berettigede komme til Orde, udartede den omsider saa temmelig til Skandale.2
Det var maaskee denne sidste Omstændighed, der allerførst bragte mig til at gribe Pennen, da jeg med „Gjengangerbrevene” tog Deel i disse polemiske Bevægelser. Den flyvende Post havde erhvervet sig mange Venner, og for de Fleste var det gaaet op, at der laae betydende Princip-Spørgsmaal til Grund saavel for denne som for den ældre Strid. Men dette Blad havde ogsaa under Debatten om Oehlenschlägers Poesie adskillige Forfattere imod sig, der med ikke ringe Udholdenhed fortsatte Modstanden. De nævnte Breve, der antoges skrevne fra Paradis af Knud Sjællandsfar, et Navn, Baggesen jevnlig tillagde sig selv,3 søgte nu, saavidt muligt, at staae paa neutral Grund. Oehlenschläger var holdt ganske udenfor Angrebet. Deres Hovedøiemed var at føre den ældre Feide tilbage til det i samme raadende Princip, Eenheden af et Digterværks Idee og Form. At Baggesen virkelig har haft dette for Øie, skjøndt han ingensteds udtrykkelig har udtalt det, er tydeligt nok af hans Critiker over Oehlenschlägers dramatiske Arbeider. Det traadte hos ham oftest frem under Form af det Horatsiske: Natura sieret laudabile carmen an arte, eller Spørgsmaalet blev for ham, om et Digt kunde blive udmærket og fuldendt i sin Art ved Inspiration og Genie alene, eller om Kunsten nødvendigviis maatte komme til. Gjengangerbrevene optog da, hvad de fra det valgte Baggesenske Standpunkt vare berettigede til, saavel den ældre som den nye Feide, med et forsonende Element for hiin og med en Bestræbelse for at bringe saavel hiin som denne til Afflutning. Dette lykkedes dem virkelig over al Forventning, i det Mindste for saa vidt, at Partierne nu syntes for lang Tid bragte til Ro.
Ovenstaaende, der for en Deel er et Uddrag af en i „Ugentlige Blade” meddeelt Oversigt over Poesien i Danmark efter 1814, kan staae her som Indledning til de efterfølgende Oplysninger. Endnu har jeg kun dette at tilføie: Gjengangerbrevene forfølge deres Formaal gjennem en objectiv Fremstilling af Polemikeren Baggesen, med saa mange af dennes characteri-stiske Eiendommeligheder som Øiemedet udkrævede. Under den Satyre, han retter mod Andre, er han selv ikke ganske skaanet. Baggesen havde saa ofte polemiseret mod sig selv at denne Fremgangsmaade, uden at forsynde sig mod hans Minde, maatte være tilladt; den var en Deel af ham selv.
II.
De fire poetiske Epistler, der udkom Aaret efter Gjengangerbrevene, vare fra Begyndelsen af bestemte til, i det Mindste i Forbigaaende, at optage andre Æmner end de, Brevene berørte; men dette blev af forskjellige Grunde opgivet, og deres Indhold indskrænket til at belyse nærmere nogle Punkter i de Breve og imødegaae en og anden Bemærkning, der ved dem var fremkaldt. Efterfølgende Fragment, det Eneste, der blev udført, kan give et lille Begreb om hvad der bl. A. var paatænkt, og hvorledes det kunde indledes. Det slutter sig til den i „Retouren fra Paradis” omtalte Vanskelighed med at faae Brevene befordrede til Jorden. Man vil snart opdage, at dette Fragment ikke søger at ramme nogen bestemt Personlighed, men er i Almindelighed rettet mod Obscurantismen, hvoraf Literaturen dengang støviis blev truet.
— — — — — — — —
Paagrund af Foranførte vil man see,
Hvor vanskeligt det var for mig at snuse
En eller Anden op, der drattende maaskee
Tog Breve med fra mig og fra min Muse.
Men endelig en Dag — jeg hviilte just
Saa lang jeg var mig ud i Styggen
Af en Platan og lugted’ til mit Kjøkken
(Forstaae ved Kjøkkenet en Blomsterkost,
Hvis fine Bægere som Gryder,
Berede Duft, den Mad, jeg til min Frokost nyder),
Da hørte jeg med Eet en Støi,
Der nærmede sig meer og meer, en Rumlen
Ved Paradisets søndre Fløi,
Og endelig en Hvisken og en Mumlen.
Og tusind Engleskarer gled
Forbi mig enten opad eller ned,
Og Nogle loe og sladdred’, Andre smiilte,
Mens atter Andre saae betænksomt ud;
Og hist og her et særskilt Bud
Til Paradisets Centrum iilte.
Da svæved’ mig forbi
En Engel, som jeg elsker fremfor Alle
Paagrund af et den egent Trylleri,
Hvormed den blander Stjemtens Honning i
De Alvorsord, der nu og da kan falde;
En Engel, jeg desaarsag pleier kalde
Jockeyen Jocus hos de søde Ni.
Stands, lille Ven! jeg raabte, hvad er Grunden
Til denne Færdsel i Cheruberlunden?
Der er vel aldrig kommen en Poet?
„Nei!” svarede min Engel.
Hvem da? — „Aa, hvad, det er en anden Bengel.” —
Godt nok, men hvem? — „Nu, en Prophet.” —
— Prophet? Min Ven, at drive Spot
Med gamle Folk, det klæder ikke godt.
„Jeg spotter ingenlunde.” — Men min Gode!
Propheterfolket er jo reent af Mode.
Betænk, at Jordens Cleresie
Maa lyde sund Fornuft og — Politie.
I vore Tider tvivler jeg, en Pave
Kan have Lyst til en Prophet at lave.
— „Du skjemter!” svared’ Engelen og loe. —
Men, kjæreste, hvad vil du, jeg skal troe?
Katholicismens Daarligheder gjælde
Til Wandsbeck, med Respect at melde.
Vor Tid er meget oplyst, veed du jo.
— „Bliv ikke vred, min Ven! Jeg undres ikke
(Gav Engelen til Svar) at du endnu
Som i din Levetid med barnlig Hu
Er ubekjendt med Jordens Færd og Skikke.
Men mener du, Fornuft og Politie
Har Herredømmet over — Sværmeri?
Behøver man i vore Tider Paven
For over snudt Begreb at bryde Staven?
Behøver man at være Catholik
For at fordømme dem, der grandske
I Bibelen med prøvende Critik?
Og troer du, det er ikke længer Skik,
Gudsordet under Skin af Gudsfrygt at forvanske?
Min Ven! der er en banet Sti
I Menneskernes Sind for Svæmeri.
Det Mageligste, let Opnaaelige
Var altid — mærk det vel! — det Uforstaaelige.
Just dette meer end Andet river
En halv uvidende og halv forledt,
Forblindet Skare hen til misforstaaet Iver;
Og Sværmeren bli’er nu en Guds Prophet.”
Min Jocus! — brød jeg ud — jeg undres saare
Ved den Alvorlighed, hvormed
Du tager, som det synes mig, afsted.
Fortæl, hvad er det for en jordisk Daare,
Der har berøvet dit Humeur
En ellers altid morgenrød Couleur.
„En hellig Mand — jeg fik til Svar er — kommen
Med tusind Anbefalinger i Lommen
Fra Poul og peer, fra Læg og Lærd,
Fra næsten Alle,
Der skrige Rama i Berlin og Halle.
Gud veed, om han er alt det Omsvøb værd.
Een Anbefaling siger, mens den slutter,
At han er rigtig vore Tiders Luther.
En anden mener, Troen, noget lunken,
Foruden ham var nu aldeles sjunken;
Og at i al Fald Kirken uden ham
Vist havde faaet baade Last og Skam.
Men her blandt os man holder for, at Ingen
I Eet og Alt fidere kan paa Tingen
Og skjænke hans Attester fuld Credit;
Af disse, som du veed, man skuffes tidt.
Det være som det vil, til Doms han føres
Og stilles for en Ret, hvis klare Syn
I Løgnens Mørke trænger som et Lyn.
— Vil du ei være hos, naar han forhøres?”
Aa jo — jeg svarede — men siig mig kun
(Thi jeg vil ingenlunde nægte,
At netop nu min Mund
Sig spidser allermeest paa de Rejecte)
Du holder for, saa mangler Grund og Bund,
Og at han vanskeligt kan for sig klare?
Jeg — hørtes Engelen at Svare —
Jeg troer ham ikke ret. Han løb mig klos
Paa Vingerne, da han kom ind til os.
Du har vel alt lagt Mærke til, at Somme,
Der Sige om sig selv, de er’ saa fromme,
Kan vise ret et stygt og haardt Gemyt,
Naar de om Næsten fælde Domme —”
Aa jo — paa Jorden er det intet Nyt.
— Du mener altsaa nu, at denne Fromme —
„Jeg veed ei ret hvad jeg skal troe.
Om han er ond, om han er god i Grunden,
Maa sagtens indtil Videre beroe;
Vist er det, han er meget grov i Munden.
Han siger ligefrem, at man til Guds
Og Kirkens Ære just skal være studs.
Han raabte høit: Den hele Rede
Af Øgle-Yngelen dernede,
Der trodser Gud
Og smitter Zions Tempel,
Bør, Andre til et skrækkeligt Exempel,
Af Jorden ryddes ud, strax ryddes ud!
— — — — — —
— — — — — —
Nei, troe mig, Kjære! det er aldrig muligt,
At denne Mand, der praler af en Tro,
Som idelig har søgt at undertrykke
Fornuften, Menneskernes bedste Smykke,
Alt nu kan under vore Palmer boe.
En, der vil ikke dømme, men fordømme,
Og mener, at ufeilbart er hans Ord,
For ham er muligt Plads paa Eders Jord,
Men disse hellige Steder maa han rømme.
See dig omkring! Fra Lystes Midte skyder
En Klarhed ud, der er bestemt at naae
Den allermindste Braa;
Mildt og velgjørende sig bryder
Enhver af Straalerne, hvis Pragt
Fra Evighed var Sandheds Vagt.
Og lyt til Sangen i Cheruber-Lunden!
Et himmelsk Chor
Besynger Frelsen for den faldne Jord,
En Frelse, der i Kjærlighed har Grunden.
Barmhjertighed og Fred
I Hymmen svæver tyst til Jorden ned.
Den ubegribeligste Gaade
Er løst ved den guddommelige Naade.
Og saligt hvisker det ved Thronens Fod:
Vær god, o Menneske! thi Gud er god!”
Saaledes taled’ Engelen. Da suste
Som milde Luftninger en dæmpet Sang,
Der efterhaanden steg, indtil den bruste
Med Millioner Orgelpibers Klang.
Og trindtom lød det fra utalte Struber
I Lunden, som vi svævende forlod:
Lovsynger Gud, Serapher og Cheruber!
Lovsynger Gud! thi Gud er god!
Igjennem Oceanet af de Toner,
Der strømmed ud fra Sangens Chor,
Jeg foer
Ved Englens Side til de høie Regioner.
Knap kommen her fornam
Jeg tydeligt af Domstrompeten,
At Retten alt var sat at dømme ham,
Som Englen kaldte skjemtviis for Propheten.
Ved dennes Arriverende
Besluttede man nemlig strax han kom
At prøve Manden efter Lov og Dom,
Og fandt Retouren af ham saa presserende,
At man til Trods for Jordens Vinterfrost
Befordrer snart ham ned med — Exrapost.
De her omtalte fire Epistler ere stilede til „Grandskeren **, Naturforskeren ** og Digteren **”. Ved disse forstodes J. P. Mynster, H. C. Ørsted og J. L. Heiberg, af hvilke de tvende første havde leveret Anmeldelser af Gjengangerbrevene til Maanedsskrift for Literatur, den sidste i sin Flyvende Post for 1830, Nr. 157 skrevet „Riimbrev til Knud Sjællandsfar i Paradis.”
Pag. 156. „(Critiken) bør mindes vel, det troer jeg, man kan vente, At Jens har stundom taget sig en Luur, Og ikke glemme min bekjendte, Poetiske Chamæleons-Natur.”
Til dette Sted hørte oprindelig nogle Linier, der dengang bleve udeladte, men altid kunne gives en Plads her. De lyde saaledes:
En Diamant skal slibes
I eget Støv, det veed Enhver; —
Min Paradis-Natur, der nu, sit Ophav nær,
Har luttret sig til Diamantens Skjær,
Vil aldrig kunne klart begribes,
Hvis ei Critiken først den gnider med
Det Støv, den fordum klæbed’ ved.
Kort, Knudebrevet bliver uforstaaeligt
For Alle, der forglemme, jeg er Knud;
Og skal jeg vaskes, er det uundgaaeligt,
At jeg maa vaskes i min egen Lud.
Til Slutning skal jeg meddele nedenstaaende Digt, der er fra Gjengangerbrevenes Tid og blev skrevet for at imødegaae mulige Indvendinger mod deres Anonymitet. Det var oprindelig bestemt til at staae i Spidsen for alle Brevene.
Tourneneringen
„Bevæbnet let som til en Fest,
Med Spyd og Skjold og høit til Hest,
Jeg nærmer mig til Skrankens Dør
Og beder om Gehør.
Forkynd, Trompeter, høit med Klang:
Jeg bryder med Enhver en Stang
Alt i den ridderligste Færd
Med Skjold, med Spyd, med Sværd.
Let er mit Sind, men tungt mit Spyd.
Forkynd, Trompeter, høit med Lyd,
Jeg kaster Handsken ud med Lyst
Til Kamp og Vaabendyst.
Jeg vidner høit, at Had og Nid
Er fjern fra mig og al min Id.
Mig ægger kun mit muntre Blod,
Min Lyst, min Kraft, mit Mod.
Jeg vidner høit, at helst jeg vil
Bestaae det ridderlige Spil
Som Leg, som Lyst, som Prøve paa,
Hvo af os bedst kan slaae.
Velan, Trompeter, tredie Gang
Forkynd mit Ærind høit med Klang.
En Ridder med et muntert Sind
Kan sagtens lades ind.”
Saaledes talte, vel med Skjemt,
Men fuld af Tillid og bestemt
En Ridder ved Kong Arthurs Fest
Og meldte sig som Gjæst.
Hans Skjold var buet, blankt og rundt;
Dets Mærke var et Pilebundt.
Men om hans Ansigt slutted tæt
Og fast hans Hjelmenet.
Da spurgte Kongen: „Hvo er du,
Der melder dig med dristig Hu,
Og ædsker, Sværdet ved din Lænd,
Til Kamp Kong Arthurs Mænd?
Forvoven, Ridder, er din Færd,
Din Skjemt for let mod vore Sværd!
Men vil du stedes til min Fest,
Saa nævn dit Navn som Gjæst.”
Da neied Ridderen sig smukt:
„Jeg er min Moders Søn, med Tugt.
Mit Navn jeg veed ei nær saa vist
Som at mit Spyd er spidst.
See ei paa Navnet, Herre god!
Men paa min Styrke, paa mit Mod!
I Navnet, i en flygtig Lyd,
Laae aldrig Mandens Dyd.
Hvis jeg med Anstand sidder fast
I Sadlen under Landsens Kast,
Og tumler Gangeren med Kunst,
Saa er jeg værd din Gunst.
Og hvis jeg træffer, naar jeg slaaer,
Og redelig til Værket gaaer,
Saa tænker jeg, at jeg gjør Gavn
For meer end for mit Navn.
Velan, Kong Arthur, tøv ei meer!
Forglem ei ridderlig Maneer!
Luk Skranken op! Modtag som Gjæst
En Ridder og hans Hest.”
Den Ridder neiede sig smukt
Og vented høvisk og med Tugt.
Men Arthur loe og sagde høit:
„Han svarer kjækt og drøit.
Luk Skranken op og lad ham ind!
Jeg lider godt hans muntre Sind.
Lad ham bevise ved sit Mod
Sit adelige Blod.”
For længe siden sank i Gruus
Kong Arthurs vidtberømte Huus.
Forsvundet er det sidste Spor
Af Kongens „runde Bord.”
Hiin høie Hal, der aaben stod
For Hver, der kjendtes gjev og god,
Og hine kaarne Mænd, hvis Ry
Gik over Land og By —
Tourneringspladsen, hvor saa trøst
De Stærke satte Bryst mod Bryst
Og Knæ mod Knæ, og Fod mod Fod
I Kamp paa Liv og Blod —
Forsvundet er det Alt! forbi
Hiin glade Tids Chevalerie,
Og kun et Sagn, et Digt derom
Fra hiin Tid til os kom.
Men et usynligt runde Bord
End samles overalt paa Jord,
Mod Slethed en bevæbnet Magt,
Det Godes, Sandes Vagt.
Ved dettes Port jeg holder trygt,
Med lukt Vezir, men uden Frygt,
Bevæbnet let som til en Fest,
Og melder mig som Gjæst.
Som Arthurhoffets muntre Svend
Jeg kaster freidig Handsken hen,
Og skal bestaae med Kampens Lyst
Den ridderlige Dyst.