Bag den hvide Villalaage
taber sig en gruslagt Gang imellem Vildvin . . . .
Hvor den gamle Adelshave kranses af de høje Hække,
mellem Hyld og stive Tjørne
staar de vilde Roser
bag en Blomsterrække.
Alt er endt — en Sommers ødsle Øden,
— denne kaade Leg med stærke Farver —
fejet bort af Østens Vinde, ædt af store laadne Larver,
der er graadige som Døden.
Og som Sommerens Forbløden
hænger mellem gule Blade
disse store blanke Hyben,
— gyldne i et Solfalds Gløden . . . . . .
Skjult bag Havehegnets Hække staar en Kvinde,
og hun trykker sine Læber — skælvende og bløde —
mod de store, gyldne Hyben
— Efteraarets Roser røde.