Der sidder to Fugle ved Fyrets Fod
med brudte Vinger og stækket Mod.
— — —
Fra samme Rede — fra samme Dun,
fra samme Favn, der holdt Reden lun.
de spiled Vingernes hvide Fang
og fløj mod Solen med Jubelsang.
Nu sidder de stumme med vaade Fjer,
og ved ingen Sange om Solen mer.
De læner sig sammen med bristende Blik . . .
de dejlige Drømme forgik — forgik.
Og blændet af Lyset de stirrer frem
mod Mulmet og ved ikke Vejen hjem.
— — —
Det er kun to Fugle ved Fyrets Fod
med brudte Vinger og stækket Mod.