Jeg husker en fattig og sort Silhuet
en Rest af Fabrikken, der brændte.
Den tegned sig skarpt mod det glødende Skær,
som Solen ved Nedgangstid tændte.
Og Maanen kasted sin Kyskheds Slør
og steg over Daghældets Graanen,
mens Stjernerne voksed sig een for een
gennem Nathimlens blegnende Blaanen.
Der gaar gennem Mørket en summende Sang
— en Dønning af Storbyens Stemmer —
det hvisker om alle de Tusind Ting,
som Natten saa naadigt gemmer,
— — —
og der, hvor de lever i Glæde og Glans,
og der, hvor der suites og sukkes —
der lægger sig alle de trætte til Ro
og Lyset bag Ruderne slukkes.