Knuged Løvfaldskaar vort Hjærte?
Droges vi mod Sløvsinds Fælder?
Lytted vi mod Tvelydsrøster,
Snogehvislen, Narrebjælder,
efter alskens Ravneraab?
Flimred Irlys os om Foden?
Gik vi vild i Vinterødet?
Har Decembers Frosthæl dødet
hvert et mandigt Morgenhaab?
Mod, I Hjærter, Dagen stiger,
Sol slaar ind om nøgne Stammer;
Heimdalsbuens høje Farver
over Verdenshvælvet flammer.
Stryg af Sindet Nattens Gus!
Der staar Glans af Genbyrdstider,
bag de sortblaa Tordenvolde.
Sangerhjærter, Stridsmænd bolde —
Lyt bag Fjærnets barske Brus!
I, som famled blindt mod Verden,
mærk det kalder Jer fra Hjemmet!
Hør i Gryet Gjallerhornet,
Fylkingsraabet tusindstemmet,
Kræfters klare Samlingskor!
Aa, lad Blæst og Byger feje
bort al Svagsinds Klynk og Klage!
Giv vort Land dets Mænd tilbage
og vort Skæbneskib dets Ror!
Bort fra alt, der brød og splitted:
Storstadsbruset, Blændværksglansen
Bort fra fremmed Vidskabs Veje!
Hjem at hejse Æreskransen
over Fædres Odelsgaard!
Hjem til Slægtens Abildhave,
hvor de blide Blomster dryssed,
til det sorte Brød, vi kyssed
tyst med Tak for Frimandskaar!
Hjem til Muldens Duft i Natten;
til vor Barndoms glade Stuer,
der, hvor Hænder stille foldes
under Salmesangens Buer;
hjem, hvor Gøg Skærsommer spaar!
Hjem at højne Værn om Vange,
hjem at lægge Haand paa Plove!
Hjem at plante Eg i Skove
under Stjærneskud i Vaar!
Saml os i en salig Time
Ættens Aand fra fordums Dage:
Arbejdsviljens unge Iver,
Nøjsomhedens stille Sage,
Pligtens stolte Værnebud!
Lad os trofast knytte Kæde
Haand i Haand, vor Slægt til Ære;
og i Tro vort Banner bære
mod det unge Morgenbrud!