Saa tykt et Mulm over Vange —
hvem ser, hvor Stierne gaa?
Og Duggen driver saa dødt i Græsset,
og Askens Grene er graa.
Forlængst har Sommerens Sangerkor
den skumrende Skov forladt;
nu skogrer kun Frøernes Skræppen
gennem den snigende Nat;
og over de sivende Sumpe
forvildede Vibers Hvin,
og Græshoppers tomme Gneldren
og listende Genfærdstrin. —
Saa svøbende koldt slaar Nattesuset
I om vore Skuldre ind,
mens Tankerne trænges og drages
mod Tvivlens filtrede Spind.
Ej levende Lys at øjne
fra det brandrøde Næ forsvandt
Slaa Faklerne, Venner, saa Gnisterne fyger
mod Skyggerne Synet bandt!
Saa fjærnt og flygtende borte
Skærsommerens vældende Dag,
dens stigende Tonestrømme
mod Timernes gyldne Tag.
Vi ser paa hverandre saa mange,
som agted paa Tidernes Tegn,
som rakte hverandre Hænder
vort Eje til Værn og Hegn.
Vi lytted mod Drømmekvidder
og spejdede spændt mod Øst;
men Kvidderet tav og forgæves
vi bied paa Gryets Trøst.
Saa længe vi vaaged og vented —
gaar aldrig Sol over Sø?
Skal al vor Stunden mod. Atterdag
i stille Forbløden dø?
O, om nu med et det blaaner
med Purpur om Verdens Rund!
Og Tykning og Taager løftes
fra Rummets dybeste Bund!
Om mod os, manende modigt,
det synger som Skjoldegny;
gaar frem i et stormende Tonebrus,
som Døn under Sommersky!
Om frem fra Hornenes Munde,
der runger et Raab over Gaard,
i Fryd og favnende Vælde:
Paany er det Morgen og Vaar!