Højskamling
1844 — 4 Juli — 1914.
1844 — 4 Juli — 1914.
Sol og Sommertide —
dyre Minders Kor!
Se Dig ud saa vide
over Fædres Jord!
Lad dit Hjærtes Luer
vejre Mishaab bort;
alt, hvad her Du skuer,
blev for evig vort!
Vort, trods Vold og Vaade,
Tvangs- og Trængselskaar;
vort af Himlens Naade,
som for tusind Aar.
Vel kan Mandsværk dødes,
trues Slægtens Tarv:
aldrig, aldrig ødes
Folkets Odelsarv.
Slog os Folkesorgen,
stævnedes vor Lund:
end staar Fædreborgen
fast ved Bælt og Sund.
Atter fostres Drømme
om en Folkevaar,
dybe Viljestrømme
gennem Hjærter gaar.
Hu til Værn og Værge
gror i stærke Sind;
Tro, der flytter Bjærge,
vier Manddom ind.
Mod den Dag, der kommer,
Ævners Magt er spændt;
mod en ny Skærsommer
er vort Hjærte vendt.
Ja, mens Varselsraabet
gjalder om vor Gaard,
frygtløst Ungdomshaabet
voksne Vinger slaar.
Nye Tider tændes
der, hvor Tvivlen stred;
Verdensskæbner vendes,
o, hvem véd — hvem véd!
Sejr os er forjættet —
strid, som bedst du véd:
trøstigt, tro, utrættet,
som de gamle stred!
Se: fra Tider fjærne
flammer Hjærters Baal
under Somrens Stjærne
mod vort Fremtidsmaal!