Du vidtberejste Ridder af la Mancha,
jeg elsked Dig alt fra min Ungdoms Dage;
din Heltefærd tit rørte mig til Tårer,
skønt Latterkoret gjalded om din Sage.
Helt vel jeg så, at ingen selvsyg Higen
fik tændt den Gnist, der glimted i dit Øje;
jeg så din ranglede Figur var adlet
af Åndens vilde Stræben mod det Høje.
Lad dem kun le, der herligt véd på Flækken
at regne alting ud i Mål og Meter —
Dig bristed det desværre altfor ofte
på Sans for Livets grå Realiteter.
Men den Begejstrings Ild var himmelbåren,
der brændte bag din høje Heltepande,
og Lansen i din Arm blev aldrig hærdet
i Småsinds Nid og Selviskhedens Brande.
Og flød dit Blod i Kamp mod Møllevinger,
Du fægted aldrig for en lumpen Vinding;
din stærke Ildhu og dit store Hjærte
har samlet Ærens Guldløv om din Tinding.
Endnu Du drager gennem Døgnets Verden,
hvor alle er så snare til at dømme;
og Sjakresjæle håner Dig som fordum
for Hug i Luften og for døde Drømme.
Men over Tiden stråler som en Stjærne
dit store, skønne Mod, din Åndens Adel
Jeg elsker Dig, som altid jeg Dig elsked,
Du høje Herre uden Frygt og Dadel.