Jeg vandred i Vår gennem Skove
med spirende Dun om min Mund,
langs Småbækkens venlige Vove,
hvor eneste Dådyrets Klove
gav Spor i den blomstrende Bund.
Der duftede Bukkar og Nelde
og skæreste Liljekonval;
der svirred den snare Libelle,
og Egen så mosgrå af Ælde
bevogted den grønklædte Sal.
Jeg hviled i drømmende Dale
i Taushedens tonende Brus,
der lytted jeg Sanserne svale,
der fatted jeg Fuglenes Tale,
og Vindenes vandrende Sus.
Der satte sig ned for min Side
den solbrune Skovdybets Mø,
jeg drak af de Øjne så blide
al Visdom, jeg ønsked at vide,
mens Bølgerne sang under Ø.
Hun hviskede Ord i mit Hjærte
så gyldne som Stjærnernes Skin,
og mens jeg de Løndomme lærte
Indvielsens hellige Kærte
gav Lue til Ynglingens Kind —
O, lysende Løv om min Pande,
Du faldt under Stormenes Hvin;
men på Bølger fra solhvide Strande
går min Båd over Vinterens Vande
med den Skat, der for evig blev min.