Og mærker Du Dagene skride,
og trættes dit Sind af at stride,
og varsler det koldt om din Pande,
og ånder der Tvivl i dit Bryst —
giv Øret til Stilhedens Stemme,
søg hen, hvor dit Hjærte har hjemme,
til Barndommens solhvide Strande
og Ungdommens blomstrende Kyst.
Dér perler Foryngelsens Kilde,
dér tinder Du alt, hvad Du vilde:
den Lysglans, der lå om dit Hoved,
da Livet din Troskab Du loved,
og videste Verden Du voved
for Sejrens herlige Krans;
det Hvælv, der sig over Dig bued,
det Mål, som i Skælven Du skued,
det dådrige Dagværk, der lued
i Sol for din ildfulde Sans.
Du mødes med Barndommens Stjærne,
hvid og blid i det blegnende fjærne,
med Hjærter, hvis Flammer er slukte,
og Øjne, som længst ere lukte,
men end ejer Ømhed og Varme
til Trøst for et sukkende Sind.
Bag Stormår, hvis Dønninger larme,
Du mindes to favnende Arme,
og en Hånd, der gled over din Kind
med myndig og moderlig Mildhed
i Timernes trøstende Stilhed,
mens Sol i sit Guldslot gik ind.
Tag op i din Tanke hvert Billed,
som Ånden for Øje Dig stilled,
det bedste, Du leved og lærte,
hvert Håb, der Dig tændte sin Kærte,
hvert Forsæt, der højned din Hu.
Træd atter ad Ungdommens Stier,
hvor alle Bekymringer tier,
mens tusinde Vårmelodier
slår Bro over Dødstankens Gru.
Hvor Skovmærkeduft drog om Lande
med Længsler i Leg om din Pande,
med Var over vandrende Vove
og Solskin i syngende Skove,
mens Sindet i Tryghed og Tårer
kun sansed det salige Nu.
Gå frem gennem Mindernes Sale
bag Døgnlivets larmende Tale,
stryg bort, hvad der sløred dit Øje,
og alt, hvad der gækked dit Sind.
Ræk Hånd til de henfarne Dage,
da får Du din Ungdom tilbage;
da henter Du Ild til at stride
og Styrke til, hvad Du skal lide,
og Mod til at bære den Møje,
der gror under Stjærnernes Skin.
Og Håbet skal stå ved din Side
til sildig Du blegner om Kind.