I Dagens Virke jeg kender
for Øret et sagte Kog;
jeg standser stille og skygger
med Hånden Øjnenes Låg.
Det kommer som Sus og Sange
på Vinger imod min Stol,
langt borte bag hundrede Mile
og utalte Somres Sol.
Det er Røster fra fordums Dage,
der søger mit Sind påny,
fra Modet i vågen Vælde
så frit mod Sol som mod Sky:
Røster, der slog om mit Hoved,
da Ruen var stærk og spændt,
og Strængen ej kunde slappes
før Livets Bane var endt.
Hvad virker din Strid og Stræben?
Hvad gælder dit Hjærtes Skælv?
Vandt Du i Stævnet det største —
vandt Du også Dig selv?
Se ud mod de evige Vidder
bag Rummets blånende Skål,
og mål din Lyst og din Liden
med Ungdomsdrømmenes Mål.
Din Frygt? Hvad større kan true
end Dommen bag Dødens Lin?
Se Stjærnen over dit Hoved
og vid: den Stjærne er din! —
— — Jeg lytter, synker og synker,
løfter mit Hoved og ser,
og griber min Ungdoms Hænder —
mit Hjærte, hvad vil Du mer?