Atter Høstens grå Herolder
nådeløst om Vinter spår.
Men lad flyve Løv i Lunde,
lad det mørkne om min Gård
Dybt det synger mig i Sinde
som i Livets hvide Vår.
Thi jeg gemmer i mit Hjærte
O Sol fra fjærne kære Ar,
Sol fra Somre lykkeblide
under høje Stjærners Kår.
Skønt og skært som Forårsbølger
i mit Sind dens Stråler går.
Og der skinner for mit Øje
Syner fra en svunden Vår,
høje Håb og stærke Drømme
som ej Mørketvivlen når —
De skal én Gang vinde Ranker
om min Tindings hvide Hår.